Voldsom brand på Hindsgavl
15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Middelfart · 1858-1977

Historien om de voldsomme brande på Hindsgavl. Fra lynnedslaget i 1858, der lagde avlsgården i aske, til den store brand Sankt Hansaften 1977, og hvordan arkitekturen ændrede sig efter katastroferne.
Selv hører jeg til dem, der erindrer den store brand i avlsbygningerne på Hindsgavl Sankt Hansaften 1977. Bygningerne står nu i pæn og renoveret stand. Det er dog ikke den eneste gang, at ilden har haft så voldsomt fat på Hindsgavl. Den opmærksomme iagttager vil bemærke, at der på avlslængernes gavle ud mod gårdspladsen er anført årstallet 1859, hvilket jo ikke harmonerer med opførelsestidspunktet for hele bygningskomplekset, der jo ansættes til 1784. Grunden til avlsgården i 1859 er nyopført kan læses i Middelfart Avis den 2. oktober 1858.
”Et heftigt tordenvejr, der imorges drog hen over egnen, har desværre forårsaget en betydelig ildebrand, idet lynilden mellem kl. 3 og 4 slog ned i hovedgården Hindsgavls ladebygning, hvis samtlige længer, med undtagelse af hovedbygningen, i løbet af et par timer nedbrændte til grunden. Hovedbygningens teglhængte sidefløje, hvori mejeri, forvalterbolig osv., er dels brændte, dels ramponerede, navnlig er mejeriet med et herværende kvantum smør, der i dag skulle have været afsendt, aldeles nedbrændt. Et par kornhæs blev skånet, men al den øvrigt indavlede sæd er brændt. Uagtet ildens voldsomhed er der gudskelov intet tab af menneskeliv at beklage; avlsforvalter Jacobsen har under branden fået sine hænder ilde tilredte, men er for øvrigt uden fare. Hele kreaturbesætningen reddedes, derimod indebrændte tre jagthunde. Bygningerne var assurerede i landets almindelige brandkasse, sæd og inventar i det svenske brandforsikringsselskab. De fleste af folkene havde assureret. – Byens brandkorps og sprøjter var hurtigt til stede, ligesom også de omkringliggende sognes slukningsredskaber med al mulig hurtighed mødte på brandstedet.”
Mere om selv branden kan ikke findes i tidens aviser. Der gives dog et velinformeret bidrag til læserne. Godsejer Niels Basse Fønss takker efterfølgende i en annonce. Man kan læse, at der tages initiativ til en indsamling til de folk, der har mistet deres ejendele.
Man skal bemærke, at de nedbrændte avlslænger var af bindingsværk og med stråtag. De var dengang bygget sammen med hovedbygningens sidefløje, hvorved faren for at hovedbygningen kunne gå til, var overhængende. Ved genopbygningen anvender man røde teglsten og lægger stadigvæk strå på taget. Dog flytter man klog af skade avlsgården væk fra hovedbygningen og dens fløje.
Illustration: Fra branden 1977.
.
#Arkitektur#Hindsgavl#Historie#Landbrugshistorie#Niels Basse Fønss


