Valle og hollænderi
15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl · 1787–1858

Tag med Mathias Lunding på besøg hos det topmoderne Hindsgavl i 1787. Oplev en tid, hvor vallen løb i rør under jorden, og 200 køer leverede mælk til et af egnens tidligste hollænderier.
For mange sikkert nogle mystiske ord i overskriften. Også for mig engang. Først en hurtig opklaring og så en længere forklaring. Valle er en næringsholdig væske, der løber fra ved ostefremstilling. Hollænderi er det samme som mejeri.
Da det ganske nybyggede Hindsgavl stod færdigt, fik det besøg i sommeren 1787 af Mathias Lunding, der var på rundrejse i landet for at studere tekstilvirksomhed. Han var så flink at føre en dagbog, der viser, hvor moderne herregården var indrettet.
Han fortæller, at mælkestuen var høj og kølig med en hestekærne og at vallen løb under jorden ned til svinestien, som var ren og net med en lille baggård, så dyrene kunne gå frit. Kostalden var meget lang med plads til en besætning på 200 dyr og indrettet så den kunne deles i fem afdelinger for at begrænse udbrud af kvægsyge. Når man opfodrede svin med valle, så var det i begyndelsen sammen med to dele vand, da det ellers blev for kraftig kost for de små grise. I svinestien var der tre kummer. Man kunne dreje på en hane med vand og på en anden med valle. Mælkestuen lå i kælderen i sydfløjen og svinestalden i den lavereliggende kampestensbygning. Således kunne man udnytte faldet i terrænet, når vallen skulle løbe til svinene.
Man havde otte malkepiger til de mange køer. Når pigerne to gange dagligt skulle i marken og malke, bar de grå filtkyser med røde bånd, som man selv fremstillede på den driftige gård.
Hindsgavl havde altså eget mejeri, hvor man fremstillede både smør og ost i større mængde end til eget forbrug. Man har solgt disse produkter og sikkert endda eksporteret til Norge. Kammerherre Adeler var af norsk afstamning og købmandsskibene fra Middelfart gik netop for størstepartens vedkommende på Norge. Man har haft et effektivt og propert hollænderi, som man dengang kaldte mejerierne på herregårdene, fordi hollændere bragte mejeridrift til landet. Siden brugte man dygtige holstenske piger til at forestå driften med titel af mejerske.
PS. Hollænderiet befandt sig i kælderen i bygningen til højre i billedet og svinestalden i kampestensbygningen til venstre i billedet. Meget tænkeligt er, at de to bygninger har erstattet nogle ældre bindingsværkslænger efter den store brand i 1858.
#Andelsbevægelsen#Arkitektur#Hindsgavl#Historie#Landbrugshistorie


