Vagabonder på Fænø

Når man maler billeder eller komponerer musik på fynsk, så kan det brede publikum nok være med. Værre er det, når man skriver digte på fynsk, så bliver det for et ganske smalt publikum. Det måtte den fynske digter Hans P. Lunde sande. Oprindeligt ville han være bonde som sin far, men det var forfattergerningen, der trods alt tog ham.

Han er født ved Lunde Mark på Nordfyn i 1859 og blev 90 år. I 1886 blev han første gang gift med en møllerdatter fra Hybæk Mølle under Wedellsborg. Fra 1906 forpagtede han i et par år Nørregård på Fænø under Hindsgavl, men da forpagtningsafgiften var for høj, flyttede familien til et husmandssted nær Middelfart og boede her til 1911. På Nørregård tog han ofte vagabonder i sit brød. Det skyldtes vel dels hans sociale hjerte dels det forhold, at vagabonder gerne ville søge ly og arbejde på øen. Det kom der en fin digtsamling med titlen ”Vagabonder” ud af. Den udkom på et københavnsk forlag i 1907.

I et interview i Fyns Venstreblad i 1947 fortæller den da 88-årige forfatter om tiden på Fænø:

– Alle karlene på de to Fænøgårde var til de fleste tider omstrejfere, men nogle ildhunde til at arbejde, sagde forpagter Kjørboe på den store gård, og han tilføjede, at disse folk var ustadige, drikfældige og snydagtige. Ædruelige og stabile folk, sagde han, kan vi ikke få på denne djævleø (han var på kant med herskabet på Hindsgavl), så vi må være glade for vagabonderne, og vi andre kommer til at drage herfra lige så fattige som vore forgængere.

– På Fænø kunne vagabonderne nemlig være i fred for politiet, som de måske havde et eller andet mellemværende med, men når de havde opholdt sig på øen nogle få uger, stak de af, gerne om natten og når de dagen før havde fået udbetalt forskud på lønnen.

– I smug havde de gerne brændevinsflasken med i marken, og hver lørdag aften drog en af flokken over til Middelfart for at få en stor dunk fyldt med brændevin, så de havde noget at stå imod med om søndagen.

Illustration: Portrætfoto af Hans P. Lunde.