Alle de Bang’er
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Vends Herred · 1500-tallet

Dyk ned i historien om Bang-slægten, der dominerede det nordvestfynske magtapparat fra 1500-tallet. Læs om borgmestre, præster og pavelige kapellaner, der via netværk og kirkelige karrierer sikrede familiens indflydelse i Middelfart.
Især i den nordvestfynske lokalhistorie støder man fra omkring 1500-tallet på betydende personer som borgmestre og præster med efternavnet Bang. De findes i Bogense, Middelfart og Assens samt derimellem. Det siges ofte, at de er i familie med hinanden. Det er ikke helt let at blive klog på. Det er jo længe siden. Er det et usædvanligt navn, der med sandsynlighed kæder personerne sammen? Eller er det et mere almindeligt navn, som derfor bæres af forskellige slægter? Jeg har prøvet at lede i de mest tilgængelige kilder. Hvad jeg her beretter kan godt være usikkert. Jeg prøver og nævner nogle eksempler.
Kong Hans’ dronning Christine skaffede marsvin fra Middelfart til sit hof på Næsbyhoved slot ved Odense. I hendes regnskaber 1507-1511 nævnes flere gange Middelfarts borgmester Erik Hansen. Da hendes søn, Christian 2. i 1523 måtte tage et længere ophold i Middelfart på grund af truende borgerkrig, benævnes borgmesteren Oluf Bang. Før de to nævnte borgmestre optræder en borgmester Hans Bang.
Hans Bang havde en søn Oluf Hansen Bang, der skulle være født 1480. Han gik præstevejen og blev pavelig kapellan. Han var dygtig til latin og kunne derfor klare både gejstlige og verdslige forretninger. Han blev pavelig legat for landene i Nord- og Østeuropa. I 1517 blev han adlet af kong Ludvig af Ungarn. Han var en kort tid i Danmark, inden han igen var tilbage i Ungarn og siden i Rom, hvor han døde 1522.
Oluf Hansen Bangs lillebror Peder Hansen Bang var hos ham i Ungarn og Rom. I 1527 var han i Middelfart, hvor han blev indsat som præst af den fynske biskop Beldenak. I 1545 var han provst i Vends Herred.
Det er tydeligt, at det kunne være en vej for nogle af den lokale borgmesters sønner at søge uddannelse og karriere gennem den katolske kirke, selv om den snart sang på sidste vers. Peder Hansen Bangs søn, Ole Pedersen Bang (1534-1592) blev også præst og provst i Middelfart. Æblet falder ikke langt fra stammen. Man kan vel også tale om elitens magt. Det hører med til fortællingen, at kongen havde patronatsret, det vil sige ret til at indstille præster til Middelfart kirke. Kongens lensmand på Hindsgavl havde nok i praksis en finger med i spillet.
Den nævnte borgmester Oluf Bang, som husede Christian 2. i 1523, ved vi ikke så meget om. Han fik 9 børn. En blev præst Peder Olufsen Bang i Middelfart, en anden byfoged og borgmester Hans Olufsen Bang i Middelfart, en tredje præst i Oure og Gudme, en fjerde, en datter gift med en borgmester i Odense, en femte rådmand i Svendborg, en sjette rådmand i Assens, en syvende borgmester og tolder i Assens, en ottende Henrik Olufsen Bang borgmester og tolder i Middelfart og en niende skriver i Fyens Stift. Alle ni kom godt i vej takket være indflydelse og forbindelser.
Det er svært at finde en i tid passende illustration. I stedet tegning af Peter Hansen forestillende Christian 2. på Lillebælt.
#Hindsgavl#Historie#Marsvinsjagt#Sankt Nikolaj Kirke#Slægtshistorie#Vends Herred


