← Peter Storms klumme

Fænø for fuld sang

15. oktober 2026 · Peter Storm · Fænø, Middelfart, Hindsgavl · 1867, 1860-1870

Luftfoto af Fænø omgivet af Lillebælt
Foto: Peter Storm

Læs om Studentersangforeningens festlige besøg i Middelfart og på Fænø i 1867. En fortælling om patriotiske sange, fællesskab på tværs af bæltet og øens betydning efter krigen i 1864.

Da Studentersangforeningen i København maj 1867 dér havde givet to velgørenhedskoncerter til fordel for de betrængte sydslesvigere og et kongeminde på Bornholm, begyndte man forberedelserne til den traditionelle sommerudflugt.

Med jernbane gik det til Odense, hvor man den 10. juni beså staden og om eftermiddagen var der fest og dans i Fruens Bøge. Næste formiddag gav studentersangerne en lille koncert i en tætfyldt domkirke. Samme aften var der stor fest i Pantheon med sangkoncert og efterfølgende gilde med taler og sang i den nærliggende cirkusbygning.

Den 12. juni blev de godt 60 studentersangere modtaget i Middelfart, hvor man først besøgte Hindsgavls skov og park. Ledsaget af godt 300 lokale borgere sejlede studenterne til Fænø fra Hindsgavlsbro i flagsmykkede både. På Fænø var der under træerne ved Espenhoved opsat borde og ophængt nordiske flag. Der var fællesmåltid med medbragte madkurve og Igen blev der holdt taler og sunget. Hen på aftenen lagde blæsten sig, men desværre kom der regn, der medførte et noget hastigt opbrud. Fænøsund var oplyst af en mængde blus langs kysten.

Digteren Edvard Lembckes stærkt patriotiske sang ”Til Sønderjylland” fra samme år blev afsunget af det københavnske studentersangkor. Herfra første vers:

Vor Længsels Land, vor Smertes Land,

Du stolte Minders Bo!

Her kun ved Beltets smalle Rand

vi skilles fra din dyre Strand;

o, kunde dog vort Haab, vor Tro

nu slaa til Dig en Bro!

Det er ikke så overraskende udflugten havde sit slutmål på Fænø, der under krigen 1864 havde være stærkt befæstet med kanonstillinger, løbegrave og forsyningsbroer til de danske styrker, der forventede, at en prøjsisk invasion med stor sandsynlighed kunne foregå fra Stenderupkysten i ly af skovene. Efter krigen blev Fænø et populært samlingssted i sommerhalvåret for dansksindede på begge sider af den ny grænse. I Middelfart havde festkomiteen indbudt til en svingom på Hotel Odin, hvor man morede sig til over midnat. Næste dag tog man på udflugt til Snoghøj. Kl. 3 sagde man farvel til sangerne på banegården.

Nyere luftfoto af Fænø.

#1864#Hindsgavl#Historie#Lillebælt#Litteratur

Flere klummer