Toget over isen

Da den svenske konge Karl 10. Gustav med sine tropper vovede at gå over det isbelagte Lillebælt var og er det en opsigtsvækkende begivenhed af dimensioner. I det store og hele lykkedes hans forehavende. Det kan stadig den dag i dag aftvinge forundring og beundring. Dog må det erindres, at der var tale om en bitter og blodig krig – tilmed en eksistenskrig for Danmark.

Hvad hændte der så faktisk omkring Lillebælt i de januardage 1658, hvor Karl Gustav havde sat sig for at forcere isen fra Jylland til Fyn? Allerede den 26. januar havde svenskerne sendt forposter over isen til Brandsø, hvor de blev overrasket af danske ryttere, der nu kunne advare hærledelsen på Fyn om et muligt storangreb. Den 29. januar befalede Karl Gustav sine tropper at samles ved Hejls. Man havde da allerede besat Brandsø og den svenske konge tog nu hertil med sin øverste general. I første omgang sendtes 5-600 ryttere fra øen mod Iversnæs (Wedellsborg), men de måtte vende om, da isen ikke kunne bære.

Da det samme nat frøs yderligere, besluttede Karl Gustav, at man næste morgen skulle begynde marchen over isen mod Fyn. Kort før daggry begav de første rytterregimenter sig til Brandsø. En oberstløjtnant havde allerede da ladet de første tropper marchere mod Iversnæs. Nye meldinger fortalte, at isen var fast ind mod Tybrind. Det var en frostklar dag med højt solskin, de danske tropper kunne således ikke være i tvivl om det massive angreb, der nu nærmede sig den fynske kyst.

Karl Gustav ledte den venstre fløj og kørte i begyndelsen i en slæde. Han steg ud, da kampen skulle begynde og satte til hest. General Wrangel ledte den højre fløj. Man satte angrebet kraftigst ind nord for Iversnæs og fik nedkæmpet de svage danske enheder. Allerede inden kl. 10 formiddag var den totale svenske sejr i hus. Efter slaget gjorde Karl Gustav ophold i Eskør og ledte tropperne herfra. De tilbageværende tropper, der var på march over isen dirigeredes til Assens for at gå i kvarter der. En oberst og et rytterregiment skulle indtage Middelfart og Hindsgavl. De mødte ikke modstand i Middelfart og de danske tropper på Hindsgavl overgav sig uden videre.

Karl Gustav spildte ikke tiden. Først sikrede han sig en ny slæde i Eskør, da hans egen slæde var gået gennem isen. Han fortsatte fremrykningen til Odense og Nyborg. Fyn var nu besat af svenskerne. Siden gik Karl Gustav over Storebælts is fra Langeland til Lolland. Og videre til København. Den krig, som Frederik 3. overmodigt havde erklæret i juni 1657 havde nu udviklet sig til en højdramatisk kamp for Danmarks eksistens.