Strid om kastanjetræer
15. oktober 2026 · Peter Storm · Skovgade, Adlerhus, Vesterløkken, Hindsgavl · 1873-2017

Historien om den ikoniske kastanjeallé ved Adlerhus, der gennem årtier var centrum for en intens strid mellem byudvikling og naturfredning, før den i 2017 blev erstattet af lindetræer.
Der var engang en kastanjeallé fra Skovgade til Adlerhus. Den blev fældet i 2017, da træerne var ældede og svækkede. Det var ikke en dårlig undskyldning for at lave en ny vej. Det var reelt nok. De gamle kastanjetræer var på deres yderste.
Middelfart byråd havde i 1873 besluttet at forskønne grusvejen, der forbandt Hindsgavl og byen. Det blev nye tider og Middelfart byråd havde i 1944 planer om at fælde træerne og lave en moderne vej. Det kunne måske være forståeligt nok. For en sådan løsning kunne også tale, at man havde fået et villakvarter i Vesterløkken. Men det skulle ikke blive nemt for Middelfart byråd at komme af med kastanjetræerne.
Danmarks Naturfredningsforening indbragte sagen for Fredningsnævnet for Assens Amtsrådskreds. Naturfredningsforeningen blev støttet af A/S Hindsgavl og forskellige lokale foreninger. Middelfart byråd havde ansøgt Statsministeriet om tilskud til projektet som led i offentlige arbejder til beskæftigelse af arbejdsløse. Fredningsnævnet afholdt åstedsforretning den 28. juni 1944. Statens skovrider udtalte sig til fordel for bevarelse af træerne. Fredningsnævnets flertal støttede en fredning.
Middelfart byråd ankede afgørelsen til Overfredningsnævnet, der den 9. november 1945 besigtigede alléen. Her mødte borgmesteren og kommuneingeniøren. Fra modparten mødte forskellige lokale repræsentanter. Overfredningsnævnet stadfæstede Fredningsnævnets afgørelse.
I 1965 afsagde Overfredningsnævnet en tillægskendelse, der støttede byrådet i nødvendigheden af at fælde tre ud af fire træer af færdselsmæssige årsager ved nordsiden af porten og at fire træer ved sydsiden fældedes mod at der oprettedes en hækbeplantning. Det var politiet, der gjorde opmærksom på de meget dårlige oversigtsforhold ved passage af Adlerhusporten.
I 1969 ønskede nogle beboere hele alléen fjernet. Byrådet støttede beboerne, men kun i at den vestlige allé fra Adlerhus til stadion, kunne fjernes. Andre beboere i Middelfart mente, at hele alléen skulle fredes, da den var et turistmæssigt og historisk aktiv for byen. Danmarks Naturfredningsforening rejste sag om fredning af den vestlige del af alléen. Dette støttede Fredningsnævnet ikke.
Med Fredningsnævnets afgørelse den 13. juni 2017 var dagene talte for de gamle kastanjetræer. Der var kun få friske træer og en del svækkede træer med skader. Middelfart kommune var indstillet på, at de 60 kastanjetræer erstattedes af 33 lindetræer sådan som det kendes fra Hindsgavlalléen. Fredningsnævnet mente, at de genplantede træer ville være omfattet af den oprindelige fredning.
Det er en lang og lærerig historie, hvor forskellige synspunkter undervejs strides, og hvor myndighederne så sagligt som muligt vurderer og beslutter. Lykkeligvis har vi nu en fredet lindeallé som et grønt indslag i bymiljøet.
Foto omkring 1900.
#2. verdenskrig#Byplanlægning#Hindsgavl#Historie


