Et landskab blev skåret over

I dag har vi for længst vænnet os til, at Brovejen og jernbanen er en nærmest naturlig del af Middelfart. Men før den første Lillebæltsbro stod færdig i 1935, var der gået nogle år, hvor landskab og by blev fuldstændig forandret. Middelfarts markjorder og Hindsgavls gamle landskab med marker og skov blev skåret igennem fra øst til vest. Mængder af jord blev flyttet.

Et særligt elsket sted påkaldte sig stærke følelser. Der var en idyllisk dam omgivet af smukke historiske egetræer, der nu blev truet på sin fredelige eksistens. Dammen blev blandt folk kaldt Guldkaretdammen. Her fortalte sagnet, at en karet med en brud, der skulle vies til herremanden på Hindsgavl, var styrtet i dammens mørke vand og forsvundet i dybet. Nu skulle den ny tids store trafikårer skære sig igennem det både smukke og sagnomspundne sted. Det kaldte folk med naturfølelse og historisk sans på banen, som man bogstaveligt kunne sige. Blandt dem var byens dommer og forhenværende kongevalgte borgmester Stephensen. Men selv hans autoritet var ikke nok.

Dammen blev drænet. Egetræerne fældet. Midt i det hele fik man chancen til at få syn for sagn. Ak! Man fandt ikke nogen guldkaret på bunden. Med den ny tid forsvandt en højtelsket naturplet og et rodfæstet sagn.

Men andet ændrede sig også med et slag eller flere slag. Forinden var der heftig debat om, hvordan den voksende biltrafik skulle føres til den kommende bro. Skulle den ledes gennem Middelfart by eller udenom? Heldigvis blev det set med vor tids øjne til udenom. Havekvarteret, der rummede godt 100 såkaldte ”Nationalhaver” (kolonihaver), der var skabt af en privat landsdækkende forening, måtte lade godt en tredjedel af haverne ekspropriere. Ved den nuværende Viaduktvej måtte 7 ejendomme eksproprieres. Ved nuværende Bjergbanksvej måtte to ejendomme eksproprieres. Sportspladsen ved Blindebomsvej blev skåret midtover. Ved Hessgade måtte tre ejendomme eksproprieres. Hertil kom at store og små grunde måtte gå til det ny projekt.

Middelfart by havde allerede som det ses vokset sig større i tryg overbevisning om, at jernbanen til evig tid skulle gå fra den gamle banegård til Strib. Men sådan kom det ikke til at gå.

Illustration: ”Kamelryggen” mellem Brovejen og H.P. Johansensvej.