Hønborg
15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Hønborg, Lillebælt · Middelalder til 1695

Oplev historien om de to middelalderborge Hindsgavl og Hønborg, der fra hver sin side af Lillebælt holdt vagt over farvandet. Artiklen ser på borgenes betydning, arkæologiske fund og deres rolle under dramatiske historiske begivenheder.
Fra toppen af Hindsgavls borgbanke, som i dag kaldes Gammel Slot, fordi det var her det første Hindsgavl blev grundlagt i den tidlige middelalder. Borgbanken er i dag en smuk bakke, der ligger i stranden omgivet af en eng, der igen er omgivet af et skovbevokset højdedrag. Der er på toppen kun yderst beskedne spor efter bebyggelse og befæstning. Til gengæld kan man så lade fantasien få frit spil til at udstyre borgen.
Heroppefra er udsigten udstrakt. Og i fordums krigstider var udsigten praktisk. Man kunne overvåge passerende handelsskibe, piratskibe og krigsskibe på det smalle bælt. Man kunne se ind til befæstningen Koldinghus og man kunne se til Hønborg. Både Hindsgavl og Hønborg, der fra hver sin kyst holder vagt og måske til tider endda holdt vagt med hinanden, fordi holstenske hertuger og danske konger var på kant med hinanden, er vel opstået på samme tid uden at vi har præcise årstal og navne. Tilbage er de stærke stednavne og sporene i landskabet.
Borgbanken på den fynske side er den mest markante, medens borgbanken på den jyske side tager sig mere beskeden ud. Ikke desto synes der begge steder at have hersket betydningsfuld aktivitet. Og begge steder har der været bebyggelse, der har kunnet huse mægtige folk.
I tidens løb er der fundet vigtige genstande begge steder. Spor der viser hen til blandt andre Erik Klipping, Valdemar Atterdag og Erik af Pommern. På Hønborg er førhen fundet mange mønter, som lokale har taget til sig og som efterhånden er gået tabt. Nationalmuseet har under besættelsen foretaget større udgravninger på Hindsgavl, hvilket gav omfattende viden om anlægget. Det oprindelige Hindsgavl møder sit endeligt ved en storm, der i 1695 nedbryder en del af borgen ud mod stranden.
Hvad angår Hønborg gættes der på, at den blev nedbrudt eller brændt af under grevens fejde 1534-36. Men ellers synes dets rolle som beboelse for en adelsslægt slut omkring 1570. Spændende er historiens gang for begge borganlæg. Da Christian 2. i forbindelse med de jyske stormænds oprør mod ham i 1523 måtte opslå hovedkvarter i Middelfart for at indlede forhandlinger med dem, sejlede han over til den jyske side. Noget taler for, at han kan have sejlet fra Hindsgavl til Hønborg, hvor han endnu havde forbundsfæller. Andet taler for, at han sejlede over fra Middelfart til Snoghøj. Han boede så vidt vides i disse dramatiske dage hos borgmesteren i Middelfart.
Foto fra Hønborg ruin omkring 1960.
#2. verdenskrig#Arkitektur#Hindsgavl#Historie#Stednavne


