Stednavnet Brandsø

Slår man op i ”Odense Amts bebyggelsesnavne”, udgivet af Stednavneudvalget 1969 føres navnet på øen Brandsø i Lillebælt tilbage til Valdemars Jordebog omkring 1300, hvor det skrives Øbranzø. Omkring 1600 bliver det til variationer uden Ø som første led. Det antages så, at Øbrand er et gammelt mandsnavn.

Imidlertid modsiges denne opfattelse af professor Johannes Steenstrup, der i Historisk Tidsskrift, Bind 8, række 3 (1910-12) skriver:

”Øbranzø: således har øen i Lillebælt sikkert aldrig heddet. Dens navn har altid været Brandsø, som endnu i vor tid er dens navn. Det foransatte Ø skyldes enten en fejlskrift i kong Valdemars Jordebog, eller også skal det pege på, at her menes en ø og ikke en sø eller gård på øen. Sagen er den, at øen indeslutter en meget stor eng og en dyb, lyngdækket højmose, og der har været en sø. Navnet Brandsø må forklares som talrige andre med brand i forleddet sammensatte navne; de findes også i Norge i stort tal, og det er vanskeligt i det enkelte tilfælde at angive betydningen.”

Det kan være svært at slå oprindelsen og betydningen af gamle stednavne fast. Men jeg kan ikke lade være at tænke, at Steenstrup har en pointe. For at slå fast, at Brandsø er navnet på en ø og ikke på en sø, satte man også Ø foran. Kan hænde, at der alligevel er en afdød mand ved navn Øbrand, der bliver sur.

Højskolemand og videnskabsmand Marius Kristensen skriver i 1911 også om, hvorledes den gamle form Øbranzø kan forliges med den nutidige form Brandsø. Man skal tænke på folkemålet spiller ind, Det vil sige, hvordan folk har talt gennem tiderne. Hovedtrykket har formentlig ligget på det sidste led. Herved svinder trykket mere og mere væk på første led.

Stednavneforskningen er spændende. Den kan give svar, men også rejse spørgsmål.

Dankvart Dreyer: Brandsø. Oliemaleri. 1842.