To kendte gravhøje på Brandsø

Jeg ved ikke så meget om gravhøje. Der er stadig nogle tilbage i det danske landskab mere eller mindre bevarede. De hører til i landskabet og vidner om vores fortid. Og så finder vi dem på nogle af vores skattede guldmalerier. Om de to gravhøje på Brandsø ved jeg dog noget. En af dem er velkendt fra Dankvart Dreyers store maleri fra Brandsø. Malerens liv og ophold på den lille og stilfærdige ø er i sig selv en fortælling værd. Men lad os prøve at komme til bunds i historien om de to høje på Brandsø.

I 1844 udgiver forfatteren Frederik Schaldemose ”Krønikke Lises Æventyr” (1). Heri er en skøn fortælling ”Skatten på Brandsø”. Den unge gårdmandssøn møder i et syn en ung pige eller fe, der fortæller ham, at han kan hente sølvpenge i en gravhøj, der skjuler sig i et uigennemtrængeligt krat. Da han bliver for begærlig, synker skatten i en dam, sådan som eventyrets drømmepige havde spået. Som barn havde Schaldemose besøgt sin moster, der var gift med gårdmanden på Brandsø. Han kendte derfor lokaliteterne og sagnene godt.

I 1842 tegner og maler Dankvart Dreyer (2) henført på Brandsø. Her faldt han til, da han søgte ro og ensomhed. Det bliver til studier af den langdysse (3), der også kaldes Svenskehøj, fordi svenskekongen på sit hærtog over isen i 1658 herfra skulle have skuet mod Fyn (4). Dreyer så den splittet og uden dæksten i modsætning til den komplette gravhøj med dæksten nær Ny Brandsøgård (5). Det er sidstnævnte gravhøj som blev til Dreyers store og fuldkomne maleri, der i dag findes i den fynske kunstsamling på Brandts, og som blev udstillet på Charlottenborg 1843. Fotograf Carl Burcharth, Assens tog omkring 1900 dette billede af gravhøjen, der nu er groet til og pudset op med en fin sti (6). Og i august 2011 så det sådan ud – stensætningen er der heldigvis, men naturromantikken er væk (7).

Jeg vil holde mig til langdyssen, der i dag er gemt i krat og hvis sten ligger spredte. I 1916 blev den opmålt af Nationalmuseet som en langdysse på en længde af 20 m, en højde på godt 1,5 m og en bredde på godt 11 m. Midt i højen er en gravkiste 1,75 m lang og 0.80 m bred. I højens østlige ende findes en lignende kiste. Rundt om højen ligger en del store sten, der sikkert har været randsten. Nationalmuset genbesøger langdyssen i 1954 og 1987, hvor man finder den ganske tilgroet.

Denne nøgterne registrering er nyttig nok. Godt at have præcis viden om mål og forhold. Så kan fantasi og spørgsmål siden springe frem. Boede her mennesker i stenalderen, siden der blev rejst to gravhøje på øens østside, der i evighed vil byde den opstigende sol velkommen? Eller blev øen brugt som gravplads for fornemme folk, der boede andetsteds? Måske på Fyn eller i Jylland? Under alle omstændigheder kan man ikke forestille sig mennesker på Brandsø uden både eller skibe. Forståeligt nok er det, at forfatteren og kunstneren var fascineret af den lille ø midtvejs mellem Jylland og Fyn.