Søtoug til telegrammer
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Kongebroen, Assens · 1857-1870

I 1858 blev Middelfart koblet på det elektriske telegrafnet via et 'søtoug' under Lillebælt. Læs om samarbejdet med Assens og kampen for at sikre forbindelsen mod isgang og skibe.
Den elektriske telegraf bredte sig hen over det ganske land. Et privat aktieselskab i Assens ville have en linje med tilslutning til Statstelegrafen hen over Fyn og et privat aktieselskab i Middelfart ville også have en linje. Nu ville det efter telegrafbestyrer Jagd i Nyborg og landets telegrafdirektør Peter Faber være det klogeste, om de to selskaber kunne samarbejde om en fælles linje fra Assens over Middelfart til Fredericia. En sådan løsning blev man i 1857 da også enige om.
Så var der lige spørgsmålet om, hvordan linjen skulle gå over eller rettere under Lillebælt. Skulle det ske ved Kongebroen til Snoghøj eller fra Strib til Fredericia? Det undersøgte man nærmere. Mest hensigtsmæssigt fandtes Kongebroen-Snoghøj. Lokale søfolk anbefalede, at ”tråden” eller søtouget” som man dengang sagde her var bedst sikret mod isgang og opankring.
”Søtouget” blev lagt og den ny telegraflinje åbnede den 14. januar 1858. Kunderne betalte til den station, som de sendte deres telegram fra. I Assens var den lokale arrestforvarer Hindsgavl telegrafist og i Middelfart var det postfuldmægtig C. Hansen, der fik tjansen. De fik deres uddannelse henholdsvis i Nyborg og Fredericia. I 1870 overgik landets mindre telegraflinjer til staten.
Illustration: Telegrafdirektør Peter Faber.
#Historie#Skibsfart_Transport#Vejvæsen


