Bro og landskab

Arkitekt Jørgen Vesterholts navn kendte jeg ikke, før jeg forleden kom til at læse en smuk og lærerig artikel med titlen ”Broerne og landskabet” i Danmarks Naturfrednings Årsskrift 1965. Da vi var lige ved 50års jubilæet for Den ny Lillebæltsbro, læste jeg med særlig interesse. Jeg citerer lidt fra hans artikel.

”I virkeligheden giver broerne over vore farvande muligheder for stærke oplevelser, som dele af landskabet, som tekniske fænomener i sig selv, som midler for indtryk forstærket af kontrasten mellem menneskeværk og natur.

De danske kystegne er karakteristiske ved deres lysfylde. Lyset kastes tilbage af havoverfladen og måske atter af skyerne. Dette spredte lys fremhæver næppe landskabsformerne skulpturelt, men så meget stærkere koloristisk. Vandrende lysbundter og skybanker frembringer et landskabsrum i næsten fysisk bevægelse. Vandfladen afgiver sin vejrberetning.

I dette vibrerende landskab bliver broens fasthed en basislinje for opfattelsen af rum og udstrækning. Strømpillerne berører vandfladens plan og måler farvandets bredde som inddelingerne på en stor tommestok. Et skib på vej under broen, et tog på vej over. Rutens logik får æstetisk kvalitet. Vejens tracé projiceret ud over vandet. Broen bliver en stiliseret færgerute for betragteren. I gode tilfælde er broen en port hvorigennem vandfladen og landskabet på den anden side får en forstærket rumlighed. Som ramme om et idyllisk prospekt var broer yndede motiver i den romantiske landskabskunst.”

Jeg får gennem Vesterholts ord åbnet sanser og sind til at betragte vore imponerende Lillebæltsbroer på en ny måde. Der bygges broer i dette land. De får mere end trafikal betydning, mere end ingeniørmæssig betydning – de får mental betydning og de får æstetisk betydning. Lad os få det hele med, når vi fejrer vore broer.