Smørret grin på Brandsø
15. oktober 2026 · Peter Storm · Brandsø, Lillebælt, Middelfart, Assens · 1943 (2. verdenskrig)

Under 2. verdenskrig kom otte landmænd på Brandsø i politiets søgelys for ulovlig smørkærning og sortbørshandel, da de isolerede øboere ikke kunne komme af med deres mælk.
Man kunne i det nordlige Jylland læse i den lokale ”Thisted Amtsavis” den 1. december 1943 om noget gedulgt på Brandsø i Lillebælt. Det var en i flere henseender kold tid. Vinden blæste koldt for øens otte landmænd.
Politiet i Middelfart havde rettet politiøjet mod dem og behandlede en sag mod dem. De otte landmænd havde ikke mejeri på øen og kunne for tiden heller ikke sende deres mælk andetsteds hen. De havde derfor tyet til noget ulovligt. Nærmest på linje med hjemmebrænderi. De havde tilladt sig selv at kærne smør. Fy da! Og hvad værre var, de havde solgt det hjemmekærnede smør til handlende i Assens uden at tage rationeringsmærker. Sort så det hele ud.
Som et første resultat af denne truende sag fik de otte landmænd på grund af de aktuelle dårlige trafikforhold dispensation til at kærne smørret hjemme på øen.
Det er lidt svært at finde en passende illustration til smør og krigstid. Men her er til gengæld uventet skøn kunst fra øen
Illustration af kunstneren Harald Henriksen (1883-1960): Snestorm, Brandsø. Træsnit 1925.
#2. verdenskrig#Historie#Landbrugshistorie#Retsvæsen


