Billesbølle 1787
15. oktober 2026 · Peter Storm · Billesbølle, Fjelsted · 1787–1831

Historien om den forsvundne hovedgård Billesbølle ved Fjelsted vækkes til live gennem folketællinger fra 1787. Læs om enken Sophie Levetzau og fogeden Hans Jørgen Hansen, der senere blev kendt som en berygtet godsslagter.
Den forsvundne hovedgård Billesbølle ved Fjelsted optager mig. Måske fordi den ikke længere er der. Og så rumler historien rigtigt videre i dybet. To folketællinger fra 1787 kan kaste lys over noget af historien. Ejeren er den 70årige enke Sophie Levetzau, født von Eynden, der dør i 1795. I den ene folketælling står hun i spidsen for sin husstand, der omfatter to fruerpiger, husholderske, stuepige, kokkepige, bryggerpige, foged, to tjenere, gartner og kudsk. Den anden folketælling omfatter hovedgårdens 48årige forpagter Jeppe Larsen Smith, hans 2. hustru og hendes søster, to børn af første ægteskab, tre tjenestepiger, avlskarl, og røgter. Alt i alt en pæn stor gård.
Den omtalte foged hedder Hans Jørgen Hansen, er 26 år og ugift. Han skulle siden ende sine dage som en af datidens såkaldte godsslagtere, der fik dom for omfattende ejendomsspekulationer. Han skulle dog efter et par år som foged på Billesbølle blive gift. Den attråede var enkefruens 10 år ældre fruerpige Birgitte Cathrine Schrøder. De var efter sigende lykkelige og satte et par døtre i verden, der dog alt for tidligt gik bort.
Fru Levetzau sælger i 1790 Billesbølle. Det betyder, at ægteparret Hansen må flytte til Hamborggård under Kjærsgård ved Brenderup. Hans Jørgen Hansen var en fattig og faderløs dreng født i Odense, men ganske kvik, hvilket gav ham en stilling som skriver på borgmesterkontoret i Odense og siden en sagførerbestalling. I 1793 bliver han birkedommer på Gyldensten med kongelig konfirmation.
Han er flittig og om sig i en grad, hvor han også får smag for opkøb og salg af jord. Han går i kompagniskab med en anden af Fyns bekendte godsslagtere, Søren Hillerup, der havde gjort tjeneste som forvalter ved grevskabet Wedellsborg. Hans Jørgen Hansen dør besiddelsesløs i 1831 i pleje hos en brorsøn på Bramstrup herregård. Hovedgården Billesbølle blev i øvrigt revet ned få år efter, at Fru Levetzau afhændede den.
Foto: I mangel af bedre vises den mere beskedne Fjelstedgård fra Den fynske Landsby.
#Historie#Landbrugshistorie#Retsvæsen#Stednavne#Wedellsborg


