← Peter Storms klumme

Slaget ved Brobjerg

15. oktober 2026 · Peter Storm · Brobjerg, Nordvestfyn · 1300-tallet

Kalkmaleri af Valdemar Atterdag og korgavlen på Sankt Nikolaj Kirke.
Foto: Peter Storm

Læs om det dramatiske slag ved Brobjerg i 1357, hvor Valdemar Atterdag nedkæmpede jyske stormænd og holstenske grever i et blodigt opgør om magten over Fyn.

Middelalderens krige kostede dyrt på mange måder. Riddere og fodfolk skulle udrustes og forsynes. Skibe og borge skulle bygges. Magtforholdene skiftede uafladeligt. Bondebefolkningen skulle levere forsyninger og måtte oveni betale skatter. I midten af 1300-tallet var det Valdemar Atterdag, der hele tiden havde travlt med at samle magten og riget.

Vestfyn var længe pantsat til de holstenske grever, men Valdemar Atterdag strammede grebet. Allerede i 1348 havde han erobret Nyborg og det halve Fyn. Danske stormænd fik stigende indflydelse hos kongen. En af dem, var Niels Bugge af Hald, der året før havde været med kongen på pilgrimsfærd til Jerusalem og på Kristi grav havde modtaget ridderslaget af kongen. Man kom vidt omkring.

I 1357 udbryder der strid mellem de jyske stormænd og Valdemar Atterdag. Jyderne får støtte af grev Claus af Holsten. De allierede erobrer nogle af kongens jyske befæstninger og går derefter over til Fyn, hvor de besætter Odense og belejrer borgen Brobjerg mellem Middelfart og Bogense.

Valdemar Atterdag iler Brobjerg til undsætning og nedkæmper jyderne og holstenerne fuldstændigt. Grev Claus må flygte over hals og hoved. Disse begivenheder omtales i ”Sjællandske Krønike” vistnok skrevet af en munk i Næstved. De vidner om den tids brogede og svingende magtforhold. De fortæller om hertugers og kongers betydelige magt i form af stærke ridderhære.

Slaget ved Brobjerg – et sted på Nordvestfyn er omtalt i krøniken. Vi kan kun gisne om det rette sted. Kan det have noget med Bro at gøre? Men vi kan ikke så længe efter komme tættere på sandheden. Vi må nøjes med at forstå, at der til tider har været ganske uroligt og blodigt – også på vore kanter.

PS. Det er lidt svært at finde tidssvarende illustrationer. Men her er Valdemar Atterdag på et kalkmaleri i Skt. Peders kirke i Næstved og så har vi på vores kirke i Middelfart korgavlen fra omkring 1275. Den må kong Valdemar da have set.

#Historie#Sankt Nikolaj Kirke#Stednavne#Vends Herred

Flere klummer