← Peter Storms klumme

Historien om Kæmpen Ranke og den store sten

15. oktober 2026 · Peter Storm · Blanke, Gelsted, Ejby Mose · Oldtiden og sagnenes tid

Gelsted kirke set udefra i dagens lys
Foto: Peter Storm

Læs det gamle sagn om kæmpen Ranke fra Blanke, der forsøgte at knuse kirkeklokkerne i Gelsted med mægtige stenkast, men endte med at se sig besejret af den nye tids lyde.

For mange tusind år siden var der guder og trolde overalt i landet. De var rene kæmper. Når de var vrede på hinanden, samlede de store sten op med deres kæmpenæver og kastede dem efter hinanden. Tit var de vrede og rasende. Derfor lå der overalt store sten spredt i landskabet.

En stor familie af kæmper boede i Blanke nær Roerslev. De kastede mange sten mod alle fremmede kæmper, der forsøgte at tage deres land fra dem. Sådan gik det for sig i lange tider.

Kæmperne i Blanke havde endelig fået fred for deres fjender og behøvede ikke længere at slynge sten mod dem. En dag blev freden hos kæmperne forstyrret. Morgen, middag og aften kom der underlige lyde ud til dem i Blanke.

Dag efter dag var de underlige lyde i luften. Kæmperne kunne ikke holde ud at høre på det. Det hjalp ikke noget, at de kastede sten i alle retninger. Lydene blev ved. En dag opdagede kæmpernes anfører Ranke, at lydene kom fra et stort stenhus, der lå langt væk.

Ranke greb med sine mægtige næver nogle af de største sten i Blanke og slyngede dem afsted mod huset, hvorfra de forstyrrende lyde kom. Han var rasende, for han kunne slet ikke holde lydene ud. Han kunne heller ikke tåle, at der var nogen, der havde mere magt end ham.

Til sidst tog Ranke den allerstørste sten, han kunne finde i Blanke, og slyngede den af fuld kraft mod huset med de skrækkelige lyde. Rankes kræfter var nu sluppet op og stenen faldt i stedet ned i en mose.

Det var som om Ranke havde mistet sine kæmpekræfter. Lydene fra det nye hus havde slidt ham op. Ranke havde mistet sin magt. Fra den dag, hvor han forgæves havde kastet den sidste store sten, forsvandt Ranke og hans familie fra Blanke. De rejste vist bort til et nyt sted uden forstyrrende lyde. Men mere tyder på, at de gemte sig under jorden i en kæmpehøj i Blanke.

I dag ved vi, at Ranke kæmpede mod en ny kirke i Gelsted, hvis klokker ringede ud i landet morgen, middag og aften – dag efter dag. Og at hans sidste store sten må være faldet ned i Ejby Mose.

Illustration: Fredeligt og nutidigt billede af Gelsted kirke.

#Historie#Sankt Nikolaj Kirke#Stednavne

Flere klummer