At begribe lokalhistorien

Til tider strejfer jeg rundt i middelalderhistorien her hvor jeg bor og lever. Det er så ikke blot i min gade og min bydel. Det er langt mere. Det er Lillebælt og landskaberne omkring. Jeg kan ikke pege på en enkelt impuls, der har fået mig til denne mere eller mindre systematiske strejfen omkring i fortiden. Det er ikke noget nyt. Det er en nysgerrighed, der har drevet mig i mange år. Den er ikke konstant. Den ulmer og brænder mere igennem i perioder. Der er opdagelser og gentagelser. På en måde har jeg et gennemgående projekt, hvor jeg ønsker at fuldende billedet af min egn. Jeg bliver klogere på fortiden, historien. Hertil kommer, at jeg undres over, hvorfor jeg har denne interesse. Også det bliver jeg vel klogere på. Jeg kan også finde på at tænke over, om vores historie er vigtig, om den betyder noget og hvad den betyder for os.

Lad mig skitsere, hvad jeg senest har funderet over. Det er vandet, der omgiver os. Det trænger sig på. Farvandet. Det vand man for på, dengang det var en hovedvej. Dengang landet var dækket af skov og vådområder og hvor byerne var små og vejene ringe. Dengang Middelfart lå lige ud til dette farvands hovedvej og netop var lagt her på grund af den.

Nogle af kirkerne i vor kommune er placeret helt tæt på vore gamle vandveje. Middelfart kirke kan slet ikke gemme sig i forhold til søsiden. Tværtimod gør den et tydeligt væsen af sig i forhold til de søfarende. Den ligger på toppen af en banke lige ned til kysten. Den har et kors i tårnets murværk mod nord. Dens navn er bundet til den katolske Sankt Nikolaj, de søfarendes helgen.

Lad os tage Føns kirke, der ligger eller rettere lå i bunden af Gamborg fjord, før den inderste del af fjorden blev inddæmmet og siden gjort til sø. Man kunne sejle ind og velsagtens holde handelsmarked her. Gamborg kirke ligger også tæt på fjorden. Disse to steder kunne man i vikingetiden gå til ind med sine slanke skibe, der ikke stak dybt og let kunne trækkes op på stranden. Måske har man i disse landsbyer selv besiddet et vikingeskib eller to. Det var også ideelle steder at søge ly i ufredstider. Man kunne endda beskytte sig ved at ramme undersøiske pæle ned for at forhindre fjendtlige skibes indtrængen.

Føns og Gamborg bærer derfor nok på en lidt ældre historie end Middelfart og Hindsgavl. Her kunne man skjule sig bag skove inde i en fjord. Hindsgavl kom siden til som en utilgængelig fæstning og havde efter vikingetiden overtaget den dominerende rolle i området. Det var en af kongerigets borge. Og tager man Gamborgs navn for pålydende, så betyder det jo Gammelborg. Og i den forbindelse en forhenværende borg afløst af middelalderens nye borg: Hindsgavl.

Foto af mig selv.