← Peter Storms klumme

Sindssygehospitalets første overlæge

15. oktober 2026 · Peter Storm · Sindssygehospitalet i Middelfart · 1888–1907

Portræt af overlæge Frederik Lange tegnet af P.S. Krøyer
Foto: Peter Storm

Historien om Middelfart Sindssygehospitals første overlæge, Frederik Lange, og hans særlige forhold til maleren P.S. Krøyer, der var indlagt på hospitalet af flere omgange.

Middelfarts sindssygehospital åbnede i 1888 og lukkede i 1999. Det var ved sin start et ganske moderne hospital. Dets første overlæge var Frederik Lange (1842-1907). Han var både menneskeligt og videnskabeligt velkvalificeret. Hertil kom, at han var et ganske kultiveret menneske. I sine unge dage havde han bl.a. forsøgt sig som skuespilforfatter og fik optaget et stykke på Det kongelige Teater.

Han er ovenfor portrætteret af maleren P.S. Krøyer under dennes tredje og sidste indlæggelse på Middelfart sindssygehospital. Under indlæggelsen var han manisk i en sådan grad, at han var en plage for sine omgivelser. Han blev indlagt fra Skagen i Middelfart den 5. februar 1907 og var indlagt godt fire uger. Han ville udskrives, endskønt han stadig var manisk. Overlæge Lange ville gerne have beholdt ham, men mente ikke, at det ville være klogt at holde Krøyer tilbage med tvang, da det gode forhold de to imellem i så fald risikerede at blive sat over styr. Krøyer havde stor tillid til Lange som læge og ville sikkert selv henvende sig, hvis han følte sig i psykisk nød.

Krøyer havde været indlagt før med tunge depressioner i henholdsvis fire måneder i 1900 og syv måneder i 1903-04. Fra disse indlæggelser kender vi naturligt nok ikke nogle tegninger fra den berømte malers hånd. Derimod kender vi fra sidste indlæggelse flere tegninger. Det siges, at Krøyer kunne finde på at hive medpatienter op af sengene for at portrættere dem.

Han havde fået tilladelse til at køre ud dagligt i en åben hestevogn. Han var da klædt i rød kappe og hue med rævehale. Det var jo vinter. Under disse udgange opsøgte han undertiden folk på egnen og tegnede portrætter af dem. På Skagen Museum findes en tegning af en lokal gartner Møllers store familie. Og på Middelfart Museums udstilling ”Syner”, der omhandlede patientkunst gennem tiden fra det psykiatriske hospital, vistes et ganske vidunderligt dobbeltportræt forestillende to drenge.

For overlæge Lange har det været en balancegang at styre (hvis man da overhovedet kunne det) den hyperaktive og maniske Krøyer. Lange har et sted skrevet, at de alle på hospitalet trods alt holdt meget af Krøyer.

PS. Tæt inden for indgangen til det forhenværende sindssygehospital står i parken en mindesten for Frederik Lange. Det er faktisk hans gravsten, der i sin tid stod foran hospitalets kapel, hvor han blev begravet. En tur rundt på hospitalet kan være ganske spændende og hertil et besøg på Psykiatrisk Samling under Middelfart Museum.

#Historie#Middelfart Museum#Mindesmærke#Sindssygehospitalet i Middelfart

Flere klummer