En sindssyg fejltagelse

Jeg har fundet denne artikel i Middelfart Venstreblad den 15. juli 1905 under rubrikken ”Dagbogsblade” og med overskriften ”En Fejltagelse”. Der giver en sjov og tankevækkende vinkel på naboskabet mellem by og sindssygeanstalt. Den er underskrevet med pseudonymet ”Vama”, som må dække over avisens unge redaktionssekretær Viggo Adamsen. Jeg bringer artiklen i sin helhed med nutidig retskrivning.

”Nedenstående lille, sandfærdige historie, der er passeret udi Middelfart den 14. juli i det verdenshistoriske år 1905, overlades en af vore farceforfattere til dramatisering.

Handlingen foregår altså i Middelfart og dens umiddelbare nærhed: Teglgård og sindssygeanstalten. Det er sen eftermiddag og lummert. Min søster er på besøg og har bestemt sig til at bade ved Teglgård. Hun går og nyder de skønne omgivelser og ser drømmende ud over sundet, hvor bådene glider forbi med aftensol i de bugnende sejl. Hun er kommen forbi sindssygeanstaltens gulgrå bygninger. Da hører hun hastige skridt bag ved sig, og straks efter griber en stor hånd fast om hendes og hun hører:

– Går De ikke fejl?

– Fejl! Næh – nej! Jeg går rigtig nok.

Manden, der hører til opsynet på sindssygeanstalten, slipper sit tag og vender ubeslutsom om, standser, vender atter om og følger min søster på afstand. Selv da hun vender tilbage til byen med vores allesammens mor ved sin side, følger manden efter. Langsomt. På afstand. Og da de er kommet hjem og kigger ud af vinduerne, står han der igen, opmærksomt iagttagende huset, ligesom indprentende sig de mindste enkeltheder. Så går han. Og nu har han fået travlhed.

Som en vind stormer han ud ad vejen til sindssygeanstalten, glad over sin genialitet. For nu var det da givet, at hun ville være indsat i sin celle inden aften. Han stormer op ad gangene og falder med døren ind til overopsynsdamen, og det skingrer gennem huset, mens han atter og atter oplader sin mund til et vildt hyl:

– Jeg har hende! Hører De! Jeg har hende! …

Vi sidder og drikker kaffe.

Mandens hele mystiske færd er omtrent glemt. En landauer ruller op for døren. Tavshed. Vi stiller kaffekopperne fra os og sidder og ser forundret på hinanden med munden fuld af kage. Der høres kun urets dikken. Stilheden afbrydes af en kraftig banken på døren, og ind træder fire damer af det kvindelige opsyn på sindssygeanstalten og lige så mange opsynsmænd.

De stiller sig hen foran de eneste to udgange, og den ene dame spørger høfligt:

– Hvor har De hende?

– Hvem mener De?

– Patienten!

Jeg kvæler et ”puh” i fødslen og stirrer forundret på optoget. Ordførersken står og ser ind i den anden stue efter den formodede patient. Min søster sidder og skælver af angst for at blive indlagt på anstalten. Ude på gaden er der opløb. Og luften inde i stuen bliver mere og mere kvælende. Imens gør vores allesammens mor damen opmærksom på fejltagelsen, og denne beder om undskyldning.

Almindelig udvandring.

Moralen af ovenstående sandfærdige historie – jeg gentager ordet sandfærdig, fordi jeg har hørt folk udtrykke tvivl om min pålidelighed – er, at man ikke må ligne folk, som er optaget på anstalten.

Ellers går det galt.”

Portrætfoto af Viggo Adamsen.