Sindssygeanstalten ved Middelfarts arkitekt
15. oktober 2026 · Peter Storm · Sindssygehospitalet i Middelfart, Middelfart Museum · 1830-1913

Historien om arkitekten bag det markante bygningsanlæg ved Middelfart, der i dag står som et monument over senklassicisme. Læs om Vilhelm Petersens rejse fra Kunstakademiet til rollen som kongelig bygningsinspektør.
Måske en nutidig læser vil finde overskriften upassende. Må man sige sindssyg? Må man sige anstalt? Det kan imidlertid oplyses, at da man anlagde det store hospital i Middelfart for mennesker med psykiske lidelser, så var der tale om en retvisende og tidssvarende betegnelse. Sindssygeanstalten i Middelfart blev taget i brug i 1888.
Det store anlæg med sine markante bygninger ligger her i det store hele endnu dog med helt andre funktioner. Der er tilladt enkelte tilføjelser. Det kan betegnes som et kulturhistorisk minde. Og det kan tilføjes, at der er tale om et samlet arkitektonisk værk af betydning – ikke alene i forhold til sin funktion, men også ud fra sit klare og formfuldendte udtryk. Stilen betegnes som senklassicisme.
Bygningerne taler deres tydelige sprog. En historie fornemmes. Men hvem er i grunden arkitekten? Jeg kan fremvise hans portræt, sådan som det er udført af maleren Axel Hou i 1901. Det er blevet til på opfordring af Charlottenborg Udstillingen som led i en større samling af kunstnerportrætter.
Vilhelm Petersen er født i København den 5. april 1830. Som 13-årig begyndte han på Kunstakademiet og blev året efter elev af arkitekten G.F. Hetsch, som han hjalp som tegner og konduktør. Og som sådan har han også assisteret andre store arkitekter som Johan Daniel Herholdt og Ferdinand Meldahl. Han uddannede sig tillige praktisk som murer. Han gennemgik Kunstakademiets forskellige skoler og vandt alle dets medaljer. I 1859 foretog han en mindre studierejse til Tyskland. Og i årene 1861-65 foretog han en mere omfattende studierejse til Tyskland, Nederlandene, Frankrig og Italien.
I 1866 blev han medlem af Kunstakademiet og i årene 1869-74 blev han bygningsinspektør i København. 1884 blev han titulær professor, 1887 medlem af Akademirådet og 1892 kongelig bygningsinspektør.
Vi kan nævne nogle af hans værker. I København Toldkammerbygningen, Vestre Hospital, Almindeligt Hospital på Nørre Allé, Carlsberg-Fondets bygning på Vestre Boulevard. Udenfor København kan bl.a. nævnes Ting- og Arresthus i Roskilde, Bjærgmark-Hospitalet for Sindssyge ved Roskilde og som sagt Sindssygeanstalten i Middelfart.
Han blev gift i 1874 med Henriette Louise Lindegaard. Han døde den 3. juli 1913 på Frederiksberg.
Og så hører det med til historien, at Middelfart Museum har en afdeling i en af bygningerne.
Portrætfoto af Vilhelm Petersen.
#Arkitektur#Historie#Middelfart Museum#Sindssygehospitalet i Middelfart#Vilhelm Petersen


