Holger Drachmann på sindssygehospital
15. oktober 2026 · Peter Storm · Sindssygehospitalet i Middelfart, Teglgård · 1903-1904

Historien om Holger Drachmanns ophold på sindssygehospitalet i Middelfart i 1903. Læs om mødet med overlæge Frederik Lange og kunstnervennen P.S. Krøyer under indlæggelsen.
Velkendt er det, at maleren P.S. Krøyer var indlagt flere gange på sindssygehospitalet i Middelfart. Knap så velkendt er det, at forfatteren Holger Drachmann (1846-1908) og hans hustru også har været indlagt her. En medvirkende årsag til, at disse kunstneriske berømtheder var indlagt i Middelfart, skyldtes stedets første overlæge Frederik Lange, der var en klog og humanistisk læge med en yderst kultiveret baggrund. Hans bror var i øvrigt tidens kendte kunsthistoriker Julius Lange, som var nær ven med Krøyer.
Både Holger Drachmann og hans hustru blev indlagt i august 1903 hos overlæge Lange. Det var kort tid efter, at parret var blevet gift. Hustruen havde et omfattende tobaks- og narkotikamisbrug, som det hedder. Baggrunden for Holger Drachmanns indlæggelse var nok en mere depressiv tilstand. Parret var faktisk indlagt noget af tiden samtidigt med Krøyer, der var indlagt med depression fra oktober 1903 til maj 1904. Drachmanns blev formentligt udskrevet først i december 1903. De to kunstnere må utvivlsomt have haft kontakt med hinanden på hospitalet.
Drachmann skriver oktober 1903 fra sin indlæggelse digtet ”Første gang ude!” Det stod at læse i dagbladet Politiken den 30. oktober. Et typisk led i behandlingen i alt fald den første tid var absolut ro og lang tid i sengen. Så dette digt afspejler forfatterens beruselse ved atter at være oppe og ude i det fri. Måske har det været på en spadseretur til Teglgård? Lad os tage et par af stroferne:
Et slør har hvilet så trist, så gråt
over min smertende pande –
som det, der vifter i dødvinds-blaf
langs Lethes* mumlende vande.
---
Og højt over skoven, i høstluftens hav
mit sømandsblik spejdende pejler
de vildene svaner, med guld-kroner på,
som sydover susende sejler.
*Lethe er en af floderne i dødsriget. Drikker man af den, glemmer man sit tidligere liv.
Maleri af P.S. Krøyer: Holger Drachmann udstillet 1903.
#Historie#Litteratur#Middelfart Museum#Sindssygehospitalet i Middelfart


