← Peter Storms klumme

Henner Friisers Hus

15. oktober 2026 · Peter Storm · Brogade 8, Middelfart · 1580–1927

Henner Friisers Hus i Brogade 8, Middelfart
Foto: Peter Storm

Bliv klogere på historien bag Henner Friisers Hus i Middelfart, fra opførelsen i 1500-tallet til rollen som gæstgiveri og museets overtagelse i 1927.

Jeg har skrevet om Transportforvalterens Hus i Brogade og havde her stor glæde af lokalhistoriker Christian Behrendts bog ”Færgeløbet ved Middelfart” fra 1927. Nu vil jeg dykke lidt ned det kendte nabohus, ”Henner Friisers Hus” og atter har jeg glæde af Christian Behrendt og hans lille skrift ”Folkemuseet i Middelfart” fra 1928.

Vi ved ikke, hvem der byggede huset i Brogade 8. Vi kender ikke det præcise årstal for opførelsen, men må ud fra byggestil og byggeskik anslå, at deter fra omkring 1580. Navnet har det fået fra en fiktiv figur i den historiske roman ”Erik Menveds barndom” af B.S. Ingemann.

Vi kommer på mere sikker grund i 1600-tallet, når vi skal følge husets beboere. I 1682 var ejeren Niels Pedersen Bager. Han døde i 1708. hvor han boede i Vestergade. Den næste ejer var kontrollør eller toldbetjent Clemen Høeg. Han og hustruens forbogstaver og årstallet 1705 står på bjælken over køkkenets ildsted. Om hans levnedsløb vides en del bl.a. fra en ansøgning til kongen. Han var kommet til Middelfart 1696 og fik 1707 kongens tilladelse til at drive gæstgiveri. Han fik tilladelsen selv om en anden nemlig færgemanden Matthias Mantzen allerede drev gæstgiveri i byen. 80 år gammel mister Clemen Høeg sin hustru. Hans datter Florentina og hendes mand Josias Møller flyttede fra Kolding for at være den gamle behjælpelig. Clemen Høeg lader afholde auktion over gården i Brogade. Budene er for små og i stedet forhandles en løsning mellem byfogeden og svigersønnen Josias Møller. Clemen Høeg dør 1728, 84 år gammel.

Josias Møller får ikke stillingen som toldkontrollør, men kan derimod fortsætte gæstgiveriet. Hustruen Florentina dør 1739 og han gifter sig igen med Anna Catharina Friis. Han var ved siden af fuldmægtig for amtsforvalteren i Assens samt lokal kirkeværge. Han køber en tidligere frasolgt bygning tilbage således, at gården igen er intakt. Josias Møller dør i 1749. Enken kunne overtage ejendommen. I skiftet kan man bl.a. se, at der var en sort blisset hest på 14 år og en sort hest med hvide fødder på 13 år, to køer, tre får med lam og en so. Hertil indavlet korn og to lejede marker. I 1774 må enken sælge gården til sin søn, der var birkedommer på Langeland. Året efter sælger han til Hans Hansen Eltang, der drev gæstgiveriet videre de næste fem år og udvidede med et brændevinsbrænderi.

Næste ejer bliver tidligere kammertjener på Billeshave, Niels Olsen, som dog ikke klare opgaven ret længe. Fra 1786 er det Jens Rasmussen, der driver gæstgiveriet indtil sin død 1799. Herefter er det Jacob Holm, der i 1820 sælger til sin svigersøn Michael Poulsen, har ejendommen indtil 1845. Dennes enke Mette Kirstine sælger 1852 videre til sin søn. Der drives fortsat gæstgiveri, der omkring 1860 lejes af Rasmus Berthelsen, der dør 1866, hvorefter hans enke Karen Kirstine driver det videre og to år efter køber ejendommen. Gæstgiveriet påhører og der drives kolonialforretning i forhuset. I 1870 gifter hun sig med Peder Sørensen, som forsørger dem med avlsbrug og vognmandskørsel indtil sin død 1907. Karen Kirstine sælger nu til sin søn af første ægteskab Hans Bertram Berthelsen, der driver avlsbrug og vognmandskørsel. Efter hans død 1926 sælges huset 1927 til Middelfart Museumsforening, der stadig er ejer.

#Arkitektur#Henner Friisers Hus#Historie#Litteratur#Middelfart Museum

Flere klummer