To lindetræer på hospitalet
15. oktober 2026 · Peter Storm · Sindssygehospitalet i Middelfart · 1888-2009

Historien om de to overlevende lindetræer ved det gamle sindssygehospital fortæller om et symmetrisk arkitektonisk mesterværk og skovfrøhandleren Johannes Rafn, der anlagde parken.
Billedet har jeg taget fra det gamle sindssygehospitals økonomibygning ned mod byen, hvor kirketårnet anes i det fjerne. Vi ser to af arkitekt Vilhelm Petersens fine små bygninger, der som det meste af hospitalets bygninger ligger symmetrisk. Til venstre er det portnerens bolig og til højre er det gartnerens bolig. Og mellem dem lå en imponerende støbejerns port.
Læg mærke til de to træer, der dækker lidt for de små bygninger. Også de står symmetrisk. Det er to gamle lindetræer – ja lige så gamle som hospitalet. De er de eneste overlevende fra de to lindealléer, hvor den ene var hovedvejen på mandssiden og den anden var hovedvejen på kvindesiden. Det er næppe tilfældigt, at de to træer står endnu. Mon ikke et menneske med sans for historiens betydning har holdt hånden over dem, da man tog livet af de lange alléer?
Jeg har gennem tiden hørt en del myter om de mange og forskellige træer i hospitalets park. Forståeligt nok har de særprægede og mægtige træer talt til fantasien. Træerne er så at sige en selvstændig fortælling om det, der gror og vokser mellem de lidt mere stive og ensartede bygninger.
Det faldt i min lod at finde den sande historie om træerne på hospitalet. Det skete ved en tilfældighed, Sådan da. Jeg læste om havebrug på Fyn i tidens løb. Og faldt da over en kort beskrivelse af haveanlægget på sindssygehospitalet. Det var en skovfrøhandler Johannes Rafn, der fik den første entreprise med at udføre det første parkanlæg på det nybyggede hospital. Han havde været planteskoleejer ved Kolding, men havde ved to voldsomme angreb af oldenborrelarver fået ødelagt sin virksomhed. Så han måtte slå sig på en lidt anden levevej. Om træernes historie på sindssygehospitalet har jeg skrevet en artikel i Vends årbog 2009.
#Arkitektur#Historie#Johannes Rafn#Sindssygehospitalet i Middelfart#Vilhelm Petersen


