Præsten i Brenderup får en overhaling
15. oktober 2026 · Peter Storm · Brenderup, Kærsgård, Middelfart · 1590-1600 (1500-tallet)

I 1599 måtte præsten i Brenderup stå skoleret i Middelfart efter en kontroversiel hjemmedåb af et uægte barn på Kærsgård. Sagen trækker spor til herremanden Erik Bille og en tid præget af strenge kirkelige regler.
Præsten i Brenderup, Mads Hansen Colding måtte den 5. marts 1599 stille til møde i Middelfart med provsten Sone Lauridsen, der havde bistand af to dannemænd, hvilket vil sige agtværdige og hæderlige mænd, nemlig den stedlige kapellan og den stedlige skolemester. Anledningen til mødet var, at præsten havde hjemmedøbt et såkaldt uægte barn på Kærsgård i Brenderup. Snakken gik, at det var Erik Bille, besidderen af Kærsgård, der var far til barnet. Moderen var en tjenestepige på gården.
Forhøret af præsten bekræftede, at Erik Bille gennem sin foged havde sendt bud efter præsten for at han kunne døbe et barn. Begrundelsen for hjemmedåben skule være, at det var koldt og barnet skrøbeligt. En Mette Boldeuinds holdt barnet til dåben, der overværedes af præstens hustru, fogeden Per Frilatsen, Per Skrædder og Jens Møller fra Fyllestedmølle. Præsten havde derudover ikke gjort anden tjeneste hverken i form af prædiken eller sang. Han modtog heller ikke noget offer (belønning) og var straks efter dåben kørt til kirken for at forrette søndagens gudstjeneste. Forklaringen hjalp ikke præsten, der måtte modtage en overhaling for at have hjemmedøbt et uægte barn.
Hvor godt denne historie er dokumenteret, tør jeg ikke sige. Der er tale om en beretning givet af præsten L.V. Hertel, Brenderup med tilføjelser af præsten Idum, Føns i skriftet ”Brænderup Sogns Præstehistorie”, Årbog for Odense og Assens Amter 1925.
Om Erik Bille kan man i værket ”Danske Herregaarde”, 2. bind, 1943 læse nærmere. Han overtog efter sin fars død Kærsgård i 1590. Året efter blev han gift med Magdalene Emmiksdater på Grøftbjerg. Hun ejede sammen med sin søster lenet Vissenbjerg Birk. Magdalene var berygtet som en hård kvinde, der jog fæstebøndernes enker ud af gårdene og plagede bønderne. Det smittede af på Erik Bille eller også var de to alen ud af samme stykke. Magdalene Emmiksdatter døde 1596. Erik Bille førte mange retstrætter. Han dør 1641.
Illustration: Udsnit af Brenderup kirke.
#Brenderup kirke#Historie#Retsvæsen#Slægtshistorie#Vends Herred


