Præsten, der smak en lussing
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Middelfartsund · 1638–1692

Oplev den dramatiske fortælling om Middelfart-præsten Erik Monrad, der gav en hertug en lussing, og sønnen Johans livfulde erindringer om 1600-tallets Middelfart, vilde hjorte i bæltet og farefulde ture på isen.
Ud af min reol henter jeg en lille bog og undrer mig over, hvad den mon står der for. Titlen er ”Etatsraad og Landkommissær Johan Monrad’s Selvbiografi (1638-1692)”. Men den bliver hurtigt levende. Forfatteren er født i Middelfart den 2. december 1638, som søn af byens unge, nygifte og nyindsatte præst, Erik Monrad, der var født på Als i 1607. Den 22-årige mor Margrethe f. Bang var præstedatter fra Flemløse.
Galt og godt går det for hans far, præsten i 1642, da han stikker hertugen af Augustenborg en lussing, fordi denne havde talt nedsættende om Christian 4. Præsten blev arresteret og ført til København, hvor han forklarede sig overfor kongen. Det medførte, at han straks udnævntes til præst ved Helliggejst kirke i København og allerede året efter til biskop i Ribe. Man kan godt stikke en greve en på hovedet, hvis man har en kongelig trumf i baghånden.
Johan Monrad er en kvik og munter fyr, der siges ikke at udføre så meget hårdt arbejde, men som til gengæld har et vindende og charmerende væsen. Det fører til, at han i 1682 som moden mand kan ægte Mette Sophie Krabbe, der er arving til store godsbesiddelser i Skåne, der på denne tid var blevet svensk. Da han ikke er adelig, vil han i givet fald ikke kunne arve hustruen. Den danske kongemagt hæver ham uden videre op i adelsstanden.
Johan Monrad huskes især for sin i bedste forstand naive selvbiografi i et livfuldt talesprog. Herfra nogle glimt. Da hans far var biskop i Ribe, besøgte de amtmanden i Kolding og skulle sejle til Middelfart. En stor hjort ville svømme fra Jylland til Fyn, men søfolkene fik den trukket i land med reb. Han erindrer besøg i Middelfart omkring 1654 hos kapellan Poul Sørensen, der havde et dejligt kammer med udsigt til en dejlig have – og at kapellanen spillede smukt på guitar. Han husker også, at han sammen med sin mor var i stor livsfare, fordi de var gået ud på det isbelagte Middelfartsund, hvor stormen fik isen i drift. Det blev mørkt, men de kom dog frelst i land, da kirkeuret slog 7.
#Historie#Litteratur#Marsvinsjagt#Sankt Nikolaj Kirke


