Edvard Egeberg om Middelfart

”Forfatteren Edvard Egeberg, der har sendt forskellige blade et referat fra skolemødet, indleder sin første artikel med følgende beskrivelse af Middelfart:

Denne by ligner de fleste andre gamle provinsbyer deri, at den har en kerne, i hvilken bygningerne har et mere eller mindre gammelt tilsnit. Så har byens tilvækst i de seneste tider krævet plads, og kernen har da skudt sine udløbere. Langs med vejene ud fra byen og ud mod jernbanestationen ligger i tætte geledder små skikkelige og kedelige et-etagere med facader, der ikke afvigere ret meget fra kvadratet. I kvadratet sidder et par vinduer og en dør, og bag disse skjuler sig en lille lejlighed for en nybygger.

Dernæst har Middelfart ligesom mange andre danske byer, der ligger ved vandet, en havn, et lille hyggeligt bassin med plads for fiskerbåde og mindre skibe.

Men den adskiller sig fra ikke så få af sine små søskende ved sin smukke beliggenhed.

Da jeg gik nede ved havnen, sad der en gammel mand på en bænk ude på molen. Han betroede mig, at han var fra København og var herovre for at vederkvæge sig. Han befandt sig sikkert også vel i Middelfart, thi da jeg et par timer efter atter passerede havnen, sad han der endnu og så ud over vandet.

Jeg forstår så godt, at den gamle kan sidde der i timevis og vederkvæge sig. Her er smukt.

Under den lave skrænt slynger Bæltet som en bred flod sit store S med friskt, evigt strømmende vand. Hvide sejl og røde fiskersejl glider hen ad det blå bælt, små dampere piler afsted over mod Snoghøj, større do. Og flokke af skonnerter og brigger glider igennem den dybe rende, skove skyder sig tæt ned mod vandet, den friske vind står ind mod molen – ja, her er smukt.

Men smukkere endnu er der oppe fra Adlerhus – en bygning bag byen, som med sit porttårn nærmest er at betragte som en indkørsel til Hindsgavl.

Heroppe ved er man over byens tage. Her ser man den røde mangfoldighed i småhuse omkring den gamle kirke med sin æresvagt af mægtige kastanjer foran. Og ud over tagene og den smukke kirkegård, bag vandene har man Frederits og Strib, og nede i syd står, halvt som en anelse, den sønderjydske kyst i violet dis.

Mod øst ser man langt ind over den dejlige fynske have med de tusinder af levende hegn, mellem hvilke i denne tid kornet står mandshøjt og leen klinger til syngende fynsk.

Udsigt til blåt hav, kraftig kuplet skov, frodige marker, men rigtignok også som en alvorlig mindelse ind i skønheden og hyggen de mange gule bygninger dernede – sindssygeanstalten. Den ligesom forskanser sig mod omverdenen med et bredt bælt af høj beplantning og gemmer sin rædsel og uhygge bag tætte løvmasser. Der slumrer herinde bag en bleg Tornerose, som livets mørke magter har tryllet i søvn – –

Øjet søger bort herfra og finder atter hyggen i og om det gamle Melfar. Der går fiskerne nede og bøder deres garn, som de gjorde det, da de i den mørke tid slog de tre adelsmænd ihjel med deres møggrebe, men der vokser ikke mere ”Bugges Blod” ved havnen, og der svares ikke ”Buggespenge” mere.

Det gamle Melfar har meget at byde på, selv efter at marsvinsfangsten for år tilbage er ophørt.”

Portræt af forfatteren 1902. arkiv.dk