Plejerske på Sindssygehospitalet

Den 1. marts 1914 rejste den 17-årige Marie til Middelfart for at blive plejerske ved sindssygehospitalet. Ved ankomsten skulle hun fremstille sig for stedets overlæge, der forklarede hende de mange regler og det store ansvar. Herefter skulle hun møde kvindesidens oversygeplejerske, der forlangte, at Marie kom i et badekar og udstyret med grøn sæbe og skurebørste. Oversygeplejersken gav hendes hår en ekstra omgang grøn sæbe, gned det med glycerin og flettede det i stramme fletninger. Til sidst uniform på. En uge efter skrev Marie til sine forældre:

”Ja, nu er jeg altså kommen til Middelfart, og jeg er ganske godt tilfreds, men det var ellers en værre omgang at komme ind i forholdene her. Jeg tror ikke, jeg før har lært mere i et helt år, end jeg har lært her i 8 dage. Det er ellers ikke bare sjov hele tiden. Jeg er den allermindste plejerske på hele hospitalet, jeg bliver altid kaldt lille frk. Andersen, for vi er alle sammen frk. og De. Jeg har en patient, en professordatter, hun kalder mig aldrig andet end den lille Mikroskopgenstand, et fint navn, ikke sandt? Jeg er jo på kurhuset, den allerfineste afdeling, vi har en grevinde, en baronesse og en hofjægermesterinde og en hel mængde andre fine nogle. Det er også førsteplejen, den allerbedste, man kan slet ikke mærke, de er syge, de er jo bare lidt vanskelige.

I kan hilse Dagmar og trøste hende med, at jeg nu har lært at sætte mit hår glat, det sidder så glat som en skøjtebane. Jeg kom i uniformen den allerførste dag, den består af en lyseblå lærredskjole, hvidt tørklæde, lang forgyldt kæde med et vældigt knippe nøgler – den er for resten nydelig!

Vi står op om morgenen 6 ½, så har vi en time fri om eftermiddagen og holder op kl. 8 1/2. ½ dag fri om ugen og en hel dag hver måned, så vi har frihed nok.

Nu tror jeg næsten ikke jeg har mere at skrive denne gang, nu bare rigtig mange kærlige kys og hilsner til jer alle sammen fra Eders hengivne datter og søster. Marie,

NB. I kan tro her er kønt med alle de parker og anlæg.”

I sin erindringsbog ”Marie”, Forum 1978 omtaler Marie Iversen også denne pudsige iagttagelse:

”Patienterne kom jeg godt ud af det med, afdelingen havde de lettere tilfælde af nervesammenbrud, men jeg var rystet over, at der var en del sygeplejersker blandt patienterne. Jeg blev deprimeret og gik ofte og græd, det var ikke et arbejde for mig.”

Det kunne være svært at være psykiatrisk patient, men det kunne også være svært at være plejerske. Det er stadigvæk værd at reflektere over.

Foto af samtidig unavngiven plejerske fra Middelfart Sindsygehospital.