Overrasket i Rebild Bjerge

I september var vi på nogles dages udflugt til Rebild. Det var en dejlig sensommertur, hvor vi besøgte Lille Vildmose, Gravlev og selvfølgelig også de lyngklædte Rebild Bjerge. Særligt fascinerende var kilderne Blåkilde, Gravlev kilde og Store Blåkilde. Op ad jordens indre strømmer vedvarende det kølige kildevand. Forståeligt at sådanne kilder i en fjern fortid betragtedes som hellige. Året rundt vælder vandet fra dybet og holder den samme temperatur 7-8 grader. Det vil sige, at her fryser vandet ikke til. Tværtimod kan man se det dampe i kulden. Det er jo en evighedskilde og forståeligt nok en hellig kilde.

Det er lokalhistorie langt væk fra mine vante græsgange omkring Middelfart. Da vi vandrede nedenfor Ørnebjerget i Rebildbakker kom vi til en større åben lysning tæt på eng og å. Her stod en oplysningstavle, der fortalte, at her havde engang ligget en lille kunstnerkoloni. Jeg læste, at malerparret Slott-Møller havde boet her en sommer. Det var en overraskelse. Jeg følte mig næsten hjemme, fordi Slott-Møllerne i adskillige somre har boet ved vores smalle Lillebælt med opholdsstederne Teglgård, Fænø og Damgård. Nu stødte jeg på dem også her i det jyske helt uventet.

Harald Slott-Møller har skrevet om dette i sine erindringer. Året er 1909.

”Oppe mellem Skørping og Arden havde et konsortium, i hvilket billedhuggeren Anders Bundgaard var sjælen, begyndt at bygge en række kunstner-sommerhuse, bolig med atelier, af hvilke dette var det første og for øvrigt også det sidste.

Atelieret var ret godt, de små værelser nette. Møblementet beskedent og fåtalligt. Men alt i alt var det brugeligt for os, et arbejdsrum med nødtørftig bolig midt i frisk natur.

Huset lå på affaldet af Rebildbakken, hvor der, den gang før alt dansk-amerikaner-halløjet begyndte, var vidunderligt friskt og vidunderligt ensomt, så ensomt, at den direkte vej dertil, ganske som kunne det have været på Island, gik gennem en ikke helt uanselig bæk. Grunden huset var bygget på, skrånede ned mod Lindenborgådalen med det rige fugleliv og de mange kilder og væld. I ryggen var Rebilds uvejsomme hedebakke, kun bevokset med lyng, enebær og egepur, end ikke den fattigste stump rugmark groede langs stien til Skørping. Den eneste menneskebolig, man kom forbi, var ”Skrålens” hus, en lodden lyngtækket og lyngklædt hytte, hvor det halvgamle, taterlignende fruentimmer boede. Kun en gang så jeg hende, hun stod splitternøgen udenfor døren og vaskede; med sit tævede grå hår så hun sælsom vild og uhyggelig ud i det lyngsorte landskab.”

Sikke en beretning den gode maler kan præstere med ord. Jeg forstår til fulde glæden ved at bo alene i naturen. Det var dejligt at få dette overraskende gensyn i Rebild med malerparret Slott-Møller. Naturen kunne genfindes og kilderne strømmede.

Foto af det forsvundne kunstnerhus.