Omvej via Glyptoteket

Så måtte jeg fordybe mig i Vincent van Goghs liv og kunst – ja og i hans mentale liv. Det kom, da jeg stod foran hans maleri ”Landskab fra Saint-Rémy” fra 1889 på den smukke udstilling ”Efter naturen” opsat af forfatteren Josefine Klougart på Glyptoteket. Han havde ladet sig indlægge på sindssygeasylet Saint-Paul-de-Mausole. Han ankom frivilligt den 8. maj 1889 og trængte til omsorg og beskyttelse. Han fik enecelle, hvilket roligt kan siges, da der var tale om et ombygget kloster. Han havde malegrej med. Han begyndte i det små og nære, malede blomster fra klostrets lukkede have. Siden blev det til større motiver fra haven. Og en tid efter malede han landskaber set fra cellens vindue. Senere da han følte sig mere tryg, tog han staffeliet med ud i landskabet.

Før indlæggelsen havde han slået sig ned i nabobyen Arles, hvor han i nogle uger sammen med malervennen Gauguin udforskede impressionismen intenst og uenigt. Skulle man fordybe sig i selve landskabet eller skulle man fordybe sig i den indre erindring om landskabet? Det var i den forbindelse, han gik over gevind og skar sit ene øre af. Umiddelbart vil man sige, at han var gal eller sindssyg. Men var han nu det? Undertiden fortæller myter og fordomme, at kunstnere må være mere eller mindre gale. Det siges også uden hold i virkeligheden, at stor kunst er drevet af galskab i sindet. Personligt holder jeg mig til, at nogle kunstnere ganske som andre mennesker kan lide af sindssygdom. Det betyder så ikke, at alle kunsterne er mentalt gale. Forståeligt er det, at vi mennesker kan møde kunst, som vi ikke forstår eller som vi måske ikke bryder os om. Men det er en helt anden sag, der ikke berettiger til at sætte sindssygeetiketter på kunstnere. Vi skulle nok hellere snakke lidt med os selv.

Maleriets årstal 1889, fik mig straks til at tænke på, at Sindssygeanstalten i Middelfart åbnede i 1888. Og det, at maleriet er skabt på et sindssygeasyl, fik mig også til at tænke på vor lokale historie. Der gives nogle paralleller. Læger i Europa havde udviklet psykiatri. Der blev opført sindssygehospitaler. Jeg kunne måske lære et andet ved at fordybe mig i van Goghs skæbne.

Under sin lange indlæggelse malede han ihærdigt og undersøgende hver eneste dag. Han skabte stærke og fantastiske værker. Jeg tror, det var, hvad han ville. Kunsten skulle ikke bruges til at helbrede ham. Han var først og fremmest kunstner, der ville dygtiggøre sig.

Asylets bestyrer Peyron, der havde været marinelæge, formodede, at van Gogh havde epilepsi, og at det var under et epileptisk anfald, at han havde skåret sit øre af. Efter sin udskrivning flytter van Gogh til Nordfrankrig til byen Auvers-sur-Oise. 37 år gammel har det hidtil forlydt, at han tog livet af sig, men for nogle år siden kom en anden teori frem – at han døde af et vådeskud, mens han og nogle unge mennesker var berusede ude i et landskab, som han var i færd med at male.

Vincent van Gogh er en stor kunstner, der har skabt væsentlige værker.