Fra latrintøndernes tid
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Søndergade 8, Algade · 1860–1903

Historien om Middelfarts latrinvæsen og natrenovation i 1800-tallet, hvor 730 tønder blev tømt ved håndkraft, og lugten i Søndergade og Algade ofte førte til klager og politiforbud.
I vores gård mellem forhus og baghus i Søndergade 8 er en lille bygning, som ganske enkelt kan betegnes som et lokum (illustration). Det er for længst omdannet til et lille depot. I stedet benytter vi de moderne faciliteter i husene. Og toiletternes indhold løber bekvemt og usynligt igennem kloakrør til det centrale renseanlæg. I gamle dage blev lokumsspanden eller tønden tømt i haven eller på marken eller på møddingen. Men da bylivet tog til, blev det nødvendigt med et lokum i hver ejendom og hertil en kommunal renovationsordning. Det kunne være en lokal landmand, der stod for en afhentningsordning. Så kom en hestevogn med et lukket lad, hvor spandene blev tømt for at ende på en mark udenfor byen.
I 1860 måtte Middelfart politikammer forbyde, at man kastede latrin-gødning og andre ildelugtende eller forrådnende genstande i stranden under byen, samt på stien udenfor haverne og i gyderne, der fører fra hovedgaden og Torvet til stranden I avisen 1868 følger man op på renovationssagen, idet Middelfarts politikammer skriver om den offentlige renlighed og latrinvæsenet, at udførslen altid skal finde sted tidligt om morgenen inden kl. 5 i tønder eller tætsluttende vogne. I 1885 udtaler byens politikammer, at bortførsel af renovation på flere steder er utilstrækkelig, hvorfor man opfordres til at anmelde dette til politikammeret. Året efter indskærper politikammeret, at natrenovationen skal påbegyndes to timer inden kl. 6. Beboerne skal lade adgangen til deres gård være åben eller de skal sætte spandene klar på dagen for tømningen. Lørdag var det fx Søndergades tur, I 1894 bekendtgjorde Middelfart byråd, at man havde truffet aftale med avlsbruger Jens Larsen om byens renovation, som skulle foregå onsdag og lørdag. Om foråret skulle det ske inden kl. 8 og om efteråret inden kl. 9. Dog skulle det i Algade ske inden kl. 12.
I 1900 debatterede byrådet, om der skulle pålægges grundejere afgift for hver latrintønde. På det tidspunkt havde man 730 latrintønder i brug. Den årlig udgift for kommunen løb op i 2616 kr. Hidtil havde kommunen afholdt hele udgiften til ordningen. Byrådet delte sig. Det endte med en vedtagelse af en afgift på 1 krone til grunderejerne pr. tønde. 5 stemte for og 4 imod.
Man kan forestille sig, at renlighed og hygiejne ikke altid var det bedste. En læser spurgte i 1903 redaktionen af Middelfart Venstreblad om renovationsvognen har lov til at køre og stinke på gaderne kl. 7 ¼ om morgenen. Avisen svarede kort og klart nej.
Hvornår man for alvor begyndte kloakering i Middelfart, er jeg ikke klar over. Men med sindssygeanstaltens i ibrugtagning i 1888 fulgte eget kloaksystem med udløb i Fænøsund.
#Byplanlægning#Historie#Sindssygehospitalet i Middelfart#Socialhistorie#Søndergade


