← Peter Storms klumme

Nyt bibliotek i 1936

15. oktober 2026 · Peter Storm · Algade 8, Middelfart · 1930-1965

Interiør fra Middelfart Bibliotek i 1936 med læsesal og udlånssal med ovenlys
Foto: Peter Storm

Oplev historien om Middelfarts første moderne bibliotek, der i 1936 slog dørene op i Algade 8 med blåt linoleum og 11.500 bind til byens borgere.

Middelfarterne havde igennem 30erne været vidne til det store byggeri af Lillebæltsbroen, der kulminerede med indvielsen i maj 1935. Måske var det en indirekte årsag til, at byen løftede sig på det åndelige plan, da man i november året efter indviede et helt nyt bibliotek i Algade 8. Hidtil havde man klaret sig med en beskeden bogsamling i trange lokaler drevet af frivillige med små offentlige tilskud.

Man fik nu rådighed over stueplanet i den gamle borgerskole – og i tilslutning hertil en nyopført bygning. Der var i den gamle bygning læsesal, garderobe, toiletter og studieværelse. Herfra førte der nu tre trin op til bibliotekarens kontor, hvorfra man gennem glaspartier havde udsigt til læsesal og til den ny og store udlånssal med ovenlys. En bibliotekshave var under anlæggelse.

Læsesalens møblement var lys eg og bordene belagt med blåt linoleum, der sammen med stolenes blå betræk og gardiner gjorde et stærkt indtryk. Inventaret i udlånssalen var også lyst og venligt. Lånerne blev vejled ved overskrifter over reolerne i udskårne bogstaver. Biblioteket var beregnet til at kunne rumme 18.000 bind og allerede nu havde man 11.500 bind. I kælderen var der studiekredsværelse, bogmagasin, kaffekøkken for personalet, avisarkiv og centralfyr. Arkitekten for det hele hed Køser.

Ved indvielsen talte naturligvis borgmester Ehlert Nielsen og formanden for biblioteket, tømrermester V. Tønnesen, der fortalte om bibliotekssagens udvikling. Det var i sin tid snedker og fotograf Fangel, der først syslede med tanken. Men det var især lærerne Mosegaard og Bygbjerg, der omkring 1911 fik gang i en offentlig bogsamling. Han sluttede af med at indvie bygningen til fremme af det kulturarbejde, der her skal øves!

I 1965 overgik den selvejende institution til kommunal drift og i 2005 flyttede man til helt nye lokaliteter på KulturØen.

#Arkitektur#Historie#Litteratur#Middelfart Museum

Flere klummer