Nebelong
15. oktober 2026 · Peter Storm · Brogade 1, Middelfart · 1846-1900

Fortællingen om arkitekten bag Middelfarts smukke toldkammer, Niels Siegfried Nebelong. En hyldest til byens arkitektoniske perler og en opfordring til at bevare den historiske arv i Brogade.
Der er tale om et efternavn af de sjældne. Det har ikke været mig muligt at finde ud af, hvorfra det skulle stamme eller om det har en mig ukendt betydning. Men manden, der her sigtes til, var arkitekt Niels Siegfried Nebelong. Han var født i København den 14. oktober 1806 som søn af en skomagermester med samme efternavn. Når jeg har valgt at drage ham frem af glemslen, skyldes det, at han har tegnet en af vores skønneste bygninger i Middelfart – toldkammeret Brogade 1. En bygning, der endnu i sit ydre kan genkendes så oprindeligt, som da den opførtes i 1846, men som lever livet usikkert, fordi en ny ejer respektløst vil forandre den, og det indtil videre med bistand fra den kommunale forvaltning imod de grundlæggende værdier i den bevarende lokalplan for den gamle bydel.
Niels Siegfried Nebelong blev en anerkendt arkitekt, der overalt i landet satte sit senklassicistiske præg på mange forskellige bygninger landet over. Jeg nævner lidt tilfældigt fra hukommelsen: Skagens fyr, kvindefængslet på Christianshavn, brygger Jacobsens villa i Valby, den lærde skole i Kolding, herregården Svanholm, arbejderboliger på Christianshavn, toldbygninger, renovering af domkirken i Ribe. Ja og mange flere solide og gode værker. Han blev uddannet på Kunstakademiets arkitekturskole og vandt her den lille og den store guldmedalje. Selv blev han lærer på akademiet og fik så et rejsestipendium, der gav ham tre læreår i Europa bl.a. i Paris.
Den lille toldbygning i Middelfart er enkel og velproportioneret. Bystyre og toldvæsen fik den placeret ideelt som den første bygning på Brogades østside med udsigt direkte til havn og bælt med de lossende og lastende skibe.
Vi skal huske, at vi har gode bygninger. Nogle af dem bærer præg af gode arkitekter. Lad mig nævne Hindsgavl, hvor arkitekt Hans Næss har haft en finger med i spillet, Grimmerhus tegnet af den store arkitekt Johan Daniel Herholdt, domhuset tegnet af hofarkitekt Jørgen Hansen Koch, borgerskolen tegnet af Johan T. Hanck, sindssygehospitalet af Vilhelm Petersen, Skovgården af Steen Eiler Rasmussen og Gelsted Station af Heinrich Wenck. Skulle jeg i øjeblikket have overset andre fremragende værker, så tilføj gerne.
Toldbygningen fortjener med sin enestående historie og sin stadig smukke fremtræden at fortsætte som et smykke, der klæder købstadsmiljøet. Jeg glæder mig over disse ord fra et større arkitekturværk redigeret af Knud Millech:
”N.S. Nebelong benyttedes meget som arkitekt for offentlige og halvt offentlige bygninger i købstæderne og forstod i særlig grad at træffe tonen i dette milieu på en gammeldags og undertiden lidt bedsteborgerlig måde, men ikke uden hygge og skønhed.”
#Arkitektur#Handel#Middelfart Museum#Sindssygehospitalet i Middelfart#Skibsfart_Transport


