Om Kabelfabrikken og Tårnborg

Da Nordisk Kabel- og Trådfabrik valgte at lægge en ny stor fabrik ved Middelfart gik den lokale industriudvikling stærkt. Først skulle fabrikken bygges. Det krævede udenbys kræfter. Tømrere, murere og ingeniører kom til byen. Det var før sket for den beskedne købstad, at et mægtigt byggeri skød op på byens marker. Det havde man prøvet det med sindssygeanstalten. Middelfart måtte igen indstille sig på nye tider.

Med Kabelfabrikken blev der brug for arbejdskraft. I første omgang søgte man at dække sig ind med ufaglærte arbejdere, hvoraf mange kom fra landbruget i håb om et mere fast og bedre lønnet arbejde. Efterhånden blev det klart, at arbejderne måtte uddannes til den ny maskintid og også at der blev brug for faglærte folk som smede.

De nye indbyggere skulle have boliger. Et stort projekt skød op som direkte nabo til fabrikken. En murermester Johansen fra Ringsted stod for opførelsen af en treetages lejekaserne med udnyttet loft. Her var hele 34 lejemål og udlejning i stueplan til butikker. Det var et usædvanligt og fremmedartet byggeri. Ejendommen fik navnet Tårnborg og havde da også på hjørnet øverst oppe et lille pynteligt tårn. Navnet Tårnborg var skrevet med store gule bogstaver. Hvordan skulle mennesker, der var opvokset med fødderne på den grønne jord og frisk luft omkring sig affinde sig med at blive anbragt ovenpå hinanden i æsker? I øvrigt var lejlighederne pænt store og indrettet til at kunne rumme familier. Men mange af fabrikkens første arbejdere var enlige og havde hverken behov for eller råd til store lejligheder. Det gik trægt med udlejningen og ejendommen gik på et tidspunkt konkurs.

Med tiden blev der udlejet og indrettet butikker i gadeplan. Tidligt annoncerede købmand August Thomsen med, at han allerede i 1899 havde fået indrettet en offentlig samtalestation, hvilket vil sige, at man kunne benytte en telefon i hans butik. Man kunne hos ham købe chokolade, bisquit, svinefedt, risengryn, svesker, rosiner, sirup, flormel, smukt sukker og cognac, skrev han i en annonce. Det lød lokkende og fristende. I år 1900 annoncerer også her en fajancebutik med spader, skovle, koste, måtter, glas, porcelæn, lamper og køkkenudstyr. Butikken havde en konkurrence, hvor man skulle gætte, hvor mange kugler, der var i en flaske. Var man heldig kunne man vinde et elegant spisestel til 12 personer!

Når man stod på Banegårdsvejen havde man mod vest porten til fabrikken og straks efter den fornemme villa, der også havde en tårnlignede hat. Villaen rummede både administration og bolig for direktøren. Mod øst rejste Tårnborg sig bredt og højt, som ville den overtrumfe den fornemme villa. Det er en interessant og tankevækkende modsætning. Symbolsk skød arbejderklassen i vejret.

Der kom ikke flere lejekaserner til Middelfart. I stedet blev der bygget mindre én- og tofamiliehuse med have, hvor man kunne dyrke grøntsager og holde høns. Det passede den ny tids arbejdere. De holdt sig på jorden og blev husejere. Og mon ikke vi her mærker noget karakteristisk for Middelfart?