Monrad vandt Middelfart-kredsen 1882

I Bornedals 1864-filmserie oplever vi den tykke konseilspræsident D.G. Monrad. Hans skikkelse er i den kunstneriske version omdiskuteret. Den virkelige Monrad var – og er – heller ikke bragt endeligt på plads i historien. Selv om han stod med det politiske ansvar for nederlaget 1864 og selv om han emigrerede til New Zealand nogle år, så vendte han hjem til Danmark. Her bød den politiske chance sig endnu engang for den nu 70-årige herre.

Da folketingsmand Balthasar Christensen døde i 1882 og Middelfartkredsen derved blev ledig, gik en kreds af lokale vælgere i gang med en kampagne for D.G. Monrad. Vandene skiltes undervejs, og en af hans anbefalere, lærer Niels Thomsen fra Skrillinge, stillede pludselig selv op. Så blev der kampvalg på Torvet i Middelfart den 16. maj 1882. De stemmeberettigede skulle møde personligt frem og med tydelig røst både fremsige eget og kandidatens navn. Det har taget sin tid og det i fuld offentlighed – altså endnu ikke hemmelig afstemning.

Dagen før var der vælgermøde med op mod 4000 tilhørere. Monrad havde sine fremragende evner som folketaler i behold. Det var i provisorietiden og derfor måtte han svare nej til, om lovene stemte med grundloven, som han i sin tid selv havde skrevet forslaget til. Krigen 1864 blev også berørt – også her svarede han beredvilligt for sig.

Monrad fik 756 stemmer og Thomsen 492. Altså en klar sejr til den gamle kæmpe. Monrad fik opbakning i Husby, Gelsted-Rørup, Balslev-Ejby, Middelfart, Nørre Åby, Udby, Føns-Ørslev, medens Thomsen havde Asperup-Roerslev, Fjeldsted-Harndrup, Vejlby og Gamborg bag sig. Der var tale om et suppleringsvalg grundet Balthasar Christensen død. To år efter var der ordinært valg til Rigsdagen og her kåredes Monrad på Torvet i Middelfart, da der ikke var opstillet nogen modkandidat. I 1886 måtte han meddele sine vælgere i Middelfartkredsen, at han grundet sygdom måtte træde tilbage.