Indslev Kro

I min reol har jeg to bøger, der tilfældigvis begge er fra 1938 og som begge omtaler landevejskroen i Indslev. Det er tre år efter åbningen af Lillebæltsbroen. Broen lever – kroen borte. Kroen lå lige ud til hovedvejen umiddelbart øst for kirken, der står som et landligt fyrtårn til alle tider. Her er lidt fra digtet ”Indslev Kro” skrevet af Leo Estvad i digtsamlingen ”Den spraglede Verden”:

Bilerne haster forbi:

X Vogne, M Vogne, K Vogne,

Alle Danmarks Vogne

Rutsjer Indslev Kro forbi.

De flænger Nattens Stilhed

Med skarpe Hvin.

Projektørerne river det bløde Mørke

I Laser.

–

Man bereder sig til Natten.

Krofar klapper ømt sin Kones Bag,

Dørene stænges,

Lyset slukkes.

Udenfor damper Agrene,

Jubler Græshopperne,

Bjæffer en Hund

Mod Maanens eksotiske Skive.

En anden af tidens populære forfattere Mogens Klitgaard omtaler i romanen ”Gud mildner Luften for de klippede Faar” et par unge omstrejfende vagabonder, der flygter fra politiet i Odense med rutebil til Indslev. Efter en nat på kroen bliver de snuppet næste dag på landevejen af politiet fra Middelfart og sat et par dage i arresten der. Men hør lidt fra frihedens timer:

”Næste morgen stod vi tidligt op og gik ned i krostuen for at faa morgenkaffe, vi havde besluttet at gaa til Middelfart til fods. Vi havde sovet godt trods de klamme, stive lagner og de tunge dyner. Det var en dejlig morgen, solen vældede ind i krostuen, der var propert og rent og kaffen var vidunderlig.”