Mit lille bibliotek

En tilfældighed lørdag eftermiddag bragte mig i nærheden af bogstavet R i min reol med dansk litteratur. Jeg skulle tjekke forfatteren Otto Rungs bog ”Midt i en klunketid”. Da bogen var ude af reolen, kunne jeg se, at forfatteren, der stod lige før ham var litteraturprofessoren Paul V. Rubow med bogen ”Kunsten at skrive” – en titel der vakte min interesse. Da jeg var færdig med Rung, kom så turen til Rubow. Ham kendte jeg godt lidt til, da han var en god bekendt af mine forældre. Og da jeg har også læst hans bog om H.C. Andersens eventyr samt forskellige litterære essays.

Rubows bog afslørede en beskeden og nærmest stilfærdig dedikation til min far fra forfatteren dateret 11. marts 1956. Bogen har jeg arvet fra min mors samling af bøger, hun holdt af. I en sen alder opholder jeg mig mere og mere ved min livsverdens rødder og historie. Jeg læser bogen og bliver klogere på de gode forfatteres skrivekunst. Jeg kan se, at min far eller måske min mor nogle få steder har mærket teksten i margen med små streger. Det er jo sjovt på den måde at følge gamle spor.

Jeg husker godt den fine og venlige professor. Engang i juleferien mødte vi ham på Købmagergade. Og for et barn på tur, der i forvejen kunne forekomme som kedelig pligt, kunne det blive ekstra kedeligt, når min far mødte bekendte, som der skulle tales længe med, inden vi kunne komme videre og få turen afsluttet. Min lillesøster og jeg stod imens og kiggede ind i en mel- og kolonialforretning, der i vinduet havde en mølle, der drejede rundt.

Siden hørte jeg, at Rubows lejlighed var fyldt med bøger overalt. Nu har jeg efterhånden samlet en del bøger, selv om mit ungdomsoprør også rettede sig mod mit litterære hjem, så har jeg siden forsonet mig med mine rødder. Nu er det naturligt med fryd at finde et essay af Rubow i en anden af bøgerne med titlen ”Mit bibliotek”. Det begynder sådan her og gør, at jeg sagtens kan følge og forstå professoren.

”Jeg har købt mine bøger, enten når jeg øjeblikkelig havde brug for dem eller navnlig, fordi de tilfældigt stod i antikvarernes vinduer. Det er yderst sjældent, jeg har haft tid til at undersøge dem med det samme. Derfor bereder de mig stadig overraskelser, når de bliver taget ned fra reolerne. En ikke ringe del af dem bærer dedikationer og marginalier, som i det mindste interesserer litteraturforskere.”

Også jeg kan gøre spændende fund i mine reoler. Det er godt at have et lille bibliotek med overraskelser.