← Peter Storms klumme

Kassen kommer

15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Liljedal · 1800-tallet

Illustration af en stærekasse med hul og pind monteret på et hus.
Foto: Peter Storm

Dyk ned i den charmerende fortsættelse til "Peters Jul". Johan Krohns fortælling "Vor ven stæren" starter præcis, hvor juleaften slipper, og følger en helt særlig gave fra tante Lotte.

Hvor længe varer julen? Det kender vi et gængs svar på. Jeg blev i godt humør, da jeg efter at have læst ”Peters Jul” af J. Krohn, fandt ud af, at forfatteren havde mere på hjerte. Ja, at han ligefrem tog tråden op fra ”Peters Jul” i en ny fortælling på vers for børn. Den fortælling afløser fortællingen om julen. Læs her første vers i den ny fortælling:

”Højt fra træets grønne top,

stråled juleglansen.”

Børnene de jubled op;

endt var netop dansen,

nu på gaverne de så;

mange rare ting der lå;

blandt den store masse

stod en sælsom kasse.

Fortælleren er netop nået til gaverne. Børnene får til sammen en gave fra deres tante Lotte. Og denne gave er – ja – just en sælsom kasse. Om den og dens mening handler den ny historie ”Vor ven stæren”, der tager fat, hvor versene fra Peters jul slipper op.

Nu handler det om en stærekasse med hul og pind. Den sættes op på deres hus i byen, sådan at børnene og deres forældre kan holde øje med den fra stuevinduet. Da vinteren er forbi, kommer der et stærepar og fløjter foråret ind. Æg bliver det til i kassens mørke. Unger kommer til. De bliver flyvefærdige. Og tager en tur på landet og så igen et smut til byen. Børnene følger stærenes liv. Da det bliver for koldt i Danmark, tager de sydpå. Børnene savner dem. Men de sorte fugle kommer igen.

Lad os tage nogle flere af Krohns vers fra det første kapitel, der sjovt og enkelt har overskriften ”Kassen kommer”.

Den et hul på siden har,

ellers var den lukket,

og i vindueshullet var

julesedlen stukket,

og på sedlen skrevet stod:

Tante Lotte var så god

børnene at sende

en present som denne.

Det en stærekasse var,

deres far forklared.

Aldrig før de set den har,

derfor straks de svared:

Far, nej, den present er sær,

for vi har jo ingen stær.

Med en lille latter

svared far dem atter.

Stæren, håbed han, de fik

just ved tantes gave;

uden kasse ej det gik,

den man først må have.

Derfor fandt han tværtimod,

den present var ekstra god,

man beundre måtte

netop tante Lotte.

Ja, sådan begynder den ny fortælling. Eller man kan sige, at den forsætter historien om jul. En af gaverne er en stærekasse. Den fortæller, at efter jul kommer forår. Og foråret kommer med stæren.

#H.C. Andersen#Historie#Litteratur

Flere klummer