← Peter Storms klumme

Med træfolk på Hindsgavl en junidag i 1950

15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Middelfart · 1950 (samt 1906-1921)

Et imponerende abetræ i Hindsgavl Park fotograferet i 1929.
Foto: Peter Storm

Tag med Dansk Dendrologisk Forening på en historisk ekskursion til Hindsgavl Slot i 1950. Læs om parkens sjældne træarter og skovrider Lorenz Smith, der satte sit tydelige præg på halvøens natur.

Den 10. juni 1950 kl. 11 mødtes en professor og 25 interesserede medlemmer af Dansk Dendrologisk Forening på Middelfart station og kørte til Hindsgavl Slot. De skulle se på træer og buske i slottets park og nærliggende skove. Dendrologi betyder nemlig læren om træagtige planter. Det er altid fornøjeligt at kende tidligere tiders ekskursioner til vores kanter, hvad enten det drejer sig om interessen for træer, blomster, fugle, fisk, geologi eller andet.

I referatet fra ekskursionen kan man læse, at ”da ejendommen ofte lejes ud til sommerstævner og lignende, er stedet efterhånden blevet kendt i vide kredse. Det ret stærke slid på parken, der må følge af det store besøg, og de ikke alt for rigelige pengemidler har gjort, at de tidligere smukke blomsterbede er svundet ind i tal og størrelse. Men træerne og busketterne står der i alt væsentligt uforandret.” Lad os se nærmere på, hvad de dengang fandt af træagtige planter i parken. I referatet nævnes arterne på latin, så jeg har søgt at oversætte dem til dansk. Jeg nævner dem her og vil lade det være op til interesserede læsere nærmere at undersøge om de i dag 74 år senere lever eller er gået til. Under alle omstændigheder får vi et billede af parkens datidige rigdom af store og små vækster.

Nordmannsgran, Serbisk søjlegran, Sevenbom, Kaukasisk valnød, Ægte kastanje, Bregnebladet bøg, Arkitektens trøst, Almindelig hæg (fuglekirsebær), Japansk kirsebær, Platantræ, Småbladet lind, Storbladet lind, Manna ask, Kristorn og Taks. Mon vi stadig kan finde dem alle? Næppe. Nogle af dem synes jeg amatør at kunne genkende.

Det tilføjes, at der er prægtige gamle ege, bøge, rødgraner og avnbøge. Og at to imponerende abetræer er gået til grunde i vintrene 1940 og 1942 (se foto). Man besøgte sammen med skovfoged A. Holm Hansen også Mathildeskoven, Batteriskoven og Kongebroskoven. Her kunne fremvises træer der i sin tid på forsøgsbasis var plantet af skovrider Lorenz Smith, der var ansat under Hindsgavl med bopæl på Kongebrogården, indtil godsets jorde og bygninger på Hindsgavl-halvøen blev solgt til Middelfart kommune i 1921.

Skovrider Lorenz Smith var født i Fredericia 1865, hvor hans far var højesteretssagfører. Han havde stået i havebrugslære på Bernstorff slot og Rosenborg slot. Studerede siden skovbrug. Han kom til stamhuset Hindsgavl i 1906 og satte som anført sit tydelige præg på park og skove. Han døde i Hellerup 1931.

Abetræ i Hindsgavl Park 1929.

Foto PS 26.5.2016.

#Hindsgavl#Historie#Naturpark Lillebælt#Slægtshistorie

Flere klummer