← Peter Storms klumme

Barndomserindringer fra Hindsgavl

15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Middelfart · 1891-1910

Maleri af Hjulmandshuset ved Hindsgavl
Foto: Peter Storm

Dyk ned i Christian Jørgensens levende barndomserindringer fra Hindsgavl omkring år 1900. Læs om livet som hjulmandssøn, kammerherre Basse Fønss, overdådige høstgilder og havens historiske hemmeligheder.

Hvor er det skønt, når ældre mennesker giver sig til at nedfælde erindringer. Jeg er så heldig at have en kopi af Christian Jørgensens egenhændigt nedfældede barndomserindringer fra Hindsgavl og Middelfart i årene før og efter 1900. Han er født 1891 i Hjulmandshuset i en stor børneflok. Hans far var hjulmand på Hindsgavl. Jeg plukker lidt.

”Kammerherren Niels Basse Fønss kan jeg også huske, en meget stout person. Han sagde du til os alle, men ellers omsorgsfuld for mandskabet. ”Vi lever fanden hentere godt du”, sagde han gerne når han fæstede folk. ”Vi får pandekage to gange om ugen.

Ja, de levede godt for jeg har set det. Far slagtede alt hvad de brugte af svin, får og kreaturer, og mælken havde de i en stor mælkekælder til, hvor der blev hældt op i små kar for at samles til fløde, for de kærnede selv smør. Jeg har som dreng, dreven hesten som trak kærnen. Pålæg og ost lavede de, ja. Rugbrødet bagte de også, og det var rugbrød. Og et høstgilde, som blev holdt i mælkekælderen og begyndte med spisning kl. 2 eftermiddag, varede omtrent til den lyse morgen med dansk, som kammerherren og børnene deltog i. Der var jo hjemme dengang: frøken Karen, frøken Fanny og frøken Ellen.”

Med en kostald med plads til 200 stykker kvæg blev der produceret mælk, smør og ost i større stil. Hertil behøvedes et mejeri – her benævnt mælkekælder. Smørkærnen blev drevet af en såkaldt hestegang, hvor en hest gik i rundkreds og drev en arm, der drev kværnen indenfor i kælderen. Mælkekælderen havde til huse under den nuværende administrationsfløj. Man kan stadig se nedgangen midt for bygningen.

”Ja, og så Hindsgavlshave. Oppe ved indgangen ligger en høj, som i ældre tid kaldtes Hundehullet” og blev brugt til bønder, som ikke ville lystre. Ja, og træhesten var også endnu bevaret i min tid, men ikke i brug. Ved indgangen til haven var der led og en låge, som først blev åbnet kl. 2 om søndagen og lukket kl. 6. ja, det var en fryd at se haven med de mange bede og planter. Der var et bed, som forestillede kammerherrekronen – med blomster, så man kunne forestille sig, hvordan den har funklet. Guldfiskedammen er der endnu ud mod stranden. Længere fremme lå lysthuset, som kaldtes Abrahamsskød. Mod vest lå et lysthus, som i mine drengeår rummede et vers af H.C. Andersen.”

Illustration: Hjulmandshuset. Amatørmaleri.

#H.C. Andersen#Hindsgavl#Historie#Landbrugshistorie#Slægtshistorie

Flere klummer