Mads Melbye og Hindsgavl
15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Asperup, Roerslev · 1817-1879

Fortællingen om præsten Mads Melbye og hans tætte bånd til familien Basse Fønss på Hindsgavl, fra rollen som hovmester og huslærer til fortrolig ved livets store begivenheder.
Mads Melbye (1817-1879) var præst i Asperup og Roerslev sogne fra 1845 til sin død i 1879. Han var en betydelig skikkelse, der ved siden af sit religiøse engagement virkede folkeligt og demokratisk. Det sidste kan måske undre, når man tager i betragtning, at han var blevet udpeget af den mere konservative stamhusbesidder til Hindsgavl, der havde kaldsretten.
Der var imidlertid ganske nære forbindelser mellem Mads Melbye og familien Basse Fønss på Hindsgavl. Efter sin teologiske eksamen i 1840, tog han hjem til sin mor i Middelfart, og blev nu hovmester for den unge arving til Hindsgavl Niels Basse Fønss (1827-1907). De to opholdt sig to år i Kiel. Efter hjemkomsten blev han huslærer på Hindsgavl for Mathilde Fønss (1829-1904).
Da Mathilde Fønss i sommeren 1851 blev gift med kaptajn i hæren Heinrich Kauffmann (1819-1905), var det Mads Melbye, der foretog vielsen. Den foregik i slotskapellet på Gaunø, idet Mathildes storesøster Caroline var gift med ejeren baron Reedtz Thott. Mads Melbye havde i 1844 som kapellan i Vester Egitsborg og Vejlø tillige været tilknyttet kapellet på Gaunø og i den forbindelse været lærer for parrets søn. Medvirkende til valget af Gaunø kan vel have været, at Hindsgavl endnu bar præg af krigens indkvarteringer herunder en periode som lazaret. Under alle omstændigheder bemærkes den nære forbindelse mellem Mads Melbye og familien på Hindsgavl.
Da Niels Basse Fønss’ første hustru dør i barselseng i 1870, talte Mads Melbye ved hendes båre på Hindsgavl. Han sagde bl.a.: ”Hvor var hun glad ved, at det yndige Hindsgavl var hendes Hjem. ”Her har jeg min Strand, min Blomst, min Fugl, min Solstraale”, havde hun engang sagt.
Mads Melbye var søn af præsten Thor Melbye (1744-1829), der var knyttet til Middelfart og Kauslunde fra 1795 til 1826. Hans gravsten er indmuret Middelfart kirkes korgavl. Mads Melbye er søn af faderens andet ægteskab. Thor Melbye havde gennem sit virke også haft nære forbindelser til Hindsgavl.
#Hindsgavl#Historie#Sankt Nikolaj Kirke#Slægtshistorie


