← Peter Storms klumme

”Fanden hente mig”

15. oktober 2026 · Peter Storm · Hindsgavl, Middelfart, Kauslunde · 1907-1956

Hindsgavl Allé under et uvejr med ligvogn trukket af fire heste.
Foto: Peter Storm

Hør den dramatiske beretning om kammerherre Niels Basse Fønss’ begravelse i 1907, hvor et voldsomt uvejr fik de efterladte til at mindes den afdødes faste mundheld.

Niels Basse Fønss til Hindsgavl var født den 9. maj 1827 og døde den 30. december 1907. Fisker Jørgen Guldbrandt, Hindsgavl fortæller i 1956 om den gamle kammerherres begravelse i en båndet samtale til lokalarkivet i Middelfart.

”For det var en oplevelse. Men for at fortælle det, skal jeg bruge et mindre pænt udtryk. Og det er altså ”fanden hente mig”. Det var den gamle kammerherres mundheld, det sagde han fra morgen til aften. Og da han nu var død og skal begraves, så blev vi sådan sagt til at bære. Det var den sidste ære vi skulle vise ham. Min far, min bror, jeg og to skovfogeder og en til, vi skulle bære fra kirkedøren og op til alteret. Så var vores mission endr, men der var jo masser af mennesker. Men som sagt, da vi skulle til begravelsen der, da gik vi hjemmefra ved Hindsgavls Bro min far, min bror Andreas og jeg i det fineste, dejligste vejr, du kan tænke dig, stille, sydvest og stjerneklart. Og vi kommer op, går ind i gården og står uden for hoveddøren. Ligvognen fra Middelfart den var forspændt med egne heste, 4 heste. Og da kom de bærende med den gamle kammerherre ind i vestibulen – og nu er det lige så sandt som jeg fortæller det – da brød et uvejr løs, ja jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det blæste, ja jeg tror nok det blæste mindst 12. Vi fik ham ud på vognen og de kom afsted. Middelfarts borgerlige skydeselskab var mødt med fakler og skulle bære for. der var ikke en, der kunne brænde.

Det foregik om aftenen ved 7 halvotte tiden. Og da vi kom ud af alléen – jeg kan huske min far, min bror og en forvalter Christensen vi gik i læ af ligvognen og støttede den for at den ikke skulle blæse over. Sådan blæste det. Folkenes hatte, kranse, kuskens hat de røg ind ad markerne. De fleste gik barhovedede, sådan blæste det og skabede sig med vejret, indtil vi kørte gennem Middelfart kirkelåger, så var det lige så stille, som da vi gik hjemmefra. Og det var det underlige af det, for jeg tror den eneste, der fangede og tænkte over det, det var min far, for han sagde: ”Ja. Fanden hente mig”, det har været hans valgsprog altid, for man skulle sgu næsten tro, at han hentede ham nu. Var det ikke et mærkeligt tilfælde?”

Niels Basse Fønss blev bisat fra Middelfart kirke og efterfølgende i sarkofag i familiegravstedet i Kauslunde kirke.

#Hindsgavl#Historie#Middelfart Museum#Sankt Nikolaj Kirke#Slægtshistorie

Flere klummer