Latinskolen set med biskoppens øjne
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Sankt Nikolaj Kirke · 1600-tallet

Få et indblik i Middelfarts latinskole i 1600-tallet gennem biskop Hans Mikkelsens kritiske dagbøger. En historie om trodsige rektorer, uvidende disciple og kampen for dannelse i købstaden.
Jeg har allerede kastet noget lys ind over latinskolen i Middelfart, der var tilknyttet kirken og som ophørte i 1739. Vi har flugt biskop Jacob Madsen og hans visitatser i latinskolen i årene 1588-1604. Gennem biskop Hans Mikkelsen, der var født 1578 og døde i 1651, kan vi følge hans tilsynsvirksomhed som fynsk biskop i årene 1616-1651. Han havde været huskapellan for Elllen Marsvin på Lundegård i Nørre Broby, hvor han var lærer for hendes datter Kirsten Munk, der blev viet til Christian 4. i 1614. hans karriere tog fart. Han blev kongelig hofprædikant i 1616 og samme år udnævnt til biskop i Fyns stift. Han havde stor indflydelse på ansættelse af de fynske præster. Han anbefalede rektorer og hørere ved de fynske købstæder. Han førte hver år tilsyn med kirker og skoler.
Gennem hans dagbøger kan vi følge hans embedsfærd. I 1626 visiterede han latinskolen i Middelfart. I 1630 noterer han, at børnene i latinskolen er få og uvidende hvilket byrådet klagede over. Rektoren blev afskediget! I 1632 var den gal igen. Biskoppen dadlede rektoren for trodsighed mod præsten. Dog viste det sig, at alt var i orden i skolen. 1634 var forholdene i latinskolen i orden. 1636 måtte biskop Mikkelsen skrive, at disciplene var temmelig uvidende. 1638 skriver biskoppen i sin dagbog, at forholdene er i orden.
Men året efter er den atter gal. Han skriver, at der er stor uvidenhed. Rektors uvidenhed viste sig ved opremsning af de 10 bud. Han beskyldes også for forsømmelighed. Både rektor og hører afsattes af biskoppen.
Tilsyneladende kommer biskoppen ikke så tit på tilsyn på latinskolen. Det kan også se ud som hans vurdering kan svinge fra år til år. Et sted har biskop Mikkelsen anført, at der i årene 1625-1641har været ansat 11 rektorer. En nærliggende forklaring på dette er, at der ikke har været tale om en særligt attraktiv stilling. Men også at stillingen som rektor ved en latinskole i en købstad som regel var et springbræt for en nyuddannet teolog til en stilling som præst i et ledigt kald.
Jeg vil konkludere, at der foregik undervisning i købstædernes latinskoler i princippet for alle børn (læs drenge!), men undervisning kunne være svingende, hvilket kunne skyldes et højt elevtal og svage pædagogiske forudsætninger hos lærerne. Gennem tiden sker en udvikling fra oplæring i kristendom til egentlig undervisning i regning og dansk. Undervisning i latin har kun været rettet mod ganske få elever, der havde evner for dette og måske en hjemlig baggrund.
Illustration: Måske så det sådan ud.
#Christian 4.#Historie#Sankt Nikolaj Kirke#Skolehistorie#Uddannelse


