Hvornår fik vi skolevæsen?
15. oktober 2026 · Peter Storm · Middelfart, Algade 8 · 1588-1603

Biskop Jacob Madsens visitatsbøger fra 1500-tallet giver et fascinerende indblik i Middelfarts tidlige skolevæsen. Læs om latinskolens udfordringer med forsømmelige elever, pest og lærere, der ikke kunne synge.
Jeg har ofte undret mig over, hvornår vi fik et egentligt skolevæsen i vores købstad. Der blev nyopført en borgerskole i 1816 på adressen Algade 8. Men hvordan så det ud før den tid? Vi ved, at der i tilknytning til kirken var en latinskole, der ophørte i 1739, hvorefter der var skolegang i et par værelser på rådhuset. Åge Petersen udgav i 1972 en lille bog med titlen ”Fra den gamle Latinskole i Middelfart” i anledning af, at vi netop havde fået et gymnasium til byen. Også han undrede sig, hvordan skolevæsenet havde formet sig i gamle dage.
Selv har jeg tidligere gået i den vildfarelse, at latinskolen var for de bedrestilledes børn, så de kunne blive lærde og dannede. Men sådan skal man ikke betragte latinskolen. Den var tværtimod for alle børn – eller rettere sagt for alle drengebørn. Pigerne gik i små private skoler, der var drevet af kvinder. Her lærte pigerne alfabetet og at sy.
En af biskoppens opgaver var at føre tilsyn med stiftets latinskoler. Vi har den fynske biskop Jacob Madsens visitatsbog, der kan gøre lidt klogere, hvordan det stod til i latinskolen i Middelfart i hans tid. Der er tale om korte notater, der skal understøtte biskoppens omfattende virksomhed og hukommelse.
Han var borgmestersøn fra Vejle født 1538. Moderen var rådmandsdatter fra Ribe. Han fik sin skolegang ved latinskolerne i Ribe, Odense og Viborg. Det var domkirkebyer med veludbyggede latinskoler. Han kom på Københavns Universitet, hvor han fik teologisk embedseksamen og rejste til Wittenberg for at studere videre. Efter sin hjemkomst b lev han rektor for latinskolen i Ribe, hvor han efter nogle år blev sognepræst. Frederik 2. udnævnte ham til biskop over Fyns Stift i 1588. Han var da en moden mand med gode forudsætninger også for at føre tilsyn medlatinskolerne.
I sit første år som biskop bemærker han, at skolen havde dårlige lokaler. Men han bemærkede også, at skolemester Jesper kun havde 5 børn at undervise i latin og at igen af dem kunne skrive latin. Hjælpelæreren Peder, der på den tid kaldtes for hører, kunne ikke synge. Året efter i 1589, at der 56 børn i skolen. Biskoppen måtte tale med borgmesteren om høreren Peder, der ”stiller sig ilde”.
1591 taler biskoppen med rådmand Mads Rygbjergs legat, der skal gå til de fattige skolebørns beklædning. Ved visitation 1594 noterer biskoppen er alt er vel i skolen. Året efter må han påminde skolemester og hører om, at de måtte repetere noget bedre. I rektors klasse går 15 børn og i hørerens klasse 17 børn. Der var 9 børn, der lærte latinsk grammatik. I forberedelsesklassen var 14 børn. I alt var der 55 børn i skolen.
1597 måtte biskoppen give skolemesteren Hans en alvorlig advarsel for forsømmelighed. Han havde da kun 7 elever i sin klasse. Ingen elever kunne oversætte en sætning til latin uden fejl. Det år gik 40 børn i skolen. Året efter 1598 var der 53 børn i skolen og ingen af dem skrev latin. Biskoppen noterer, at det bliver værre og værre! Han noterer alle elever, der udelukkende består af drenge i alt 51 og en enkelt fraværende. 1599 er der 43 børn og undervisningen er den samme slette som året før, Og ingen fremgang i 1600.
Ved besøget i 1602 noterer biskoppen, at der er 43 børn. Eleverne kaldes nu temmelig forsømmelige og dette på grund af forældrenes overbærenhed. Dette år er biskoppen med til at flytte to elever op i øverste klasse, hvoraf den ene omtales som bysvendens søn. Byens råd gav lærerne det bedste skudsmål. 1603 var et svært år for byen på grund af stor pest, så købmændene måtte lukke deres boder og en del flyttede ud i skovene. Biskoppen nævner at 500 døde. Det har næppe været i Middelfart, men snarere på Fyn i sin helhed.
Heldigt er det, at vi har biskop Jacob Madsens notater fra sin embedsgerning. Gennem disse små glimt får vi dog et kig ind i fortiden latinskole. Det har ikke været let at lære så meget. Der var mange elever og få lærere. Og spørgsmålet var også, hvad børnene skulle med denne lærdom?
Illustration: Skitse af Middelfart kirke naivt tegnet af biskop Jacob Madsen. Latinskolen havde til at begynde med lokale i kirken.
#Algade 8#Historie#Sankt Nikolaj Kirke#Skolehistorie#Sognepræst


