Kirsten på Middelfart

Først i år har jeg fået læst journalist Bodil Graaes bog ”Indlagt på lukket afdeling. Tyve kvinder fortæller”, Gyldendal 1978. Det er bevægende læsning og et godt skridt på vejen til mere åbenhed om psykisk sygdom. En af beretningerne stammer fra en 38-årig kvinde, der kaldes Kirsten og som var indlagt ”på Middelfart”, som man sagde det. Hun fortæller blandt andet:

– Jeg var ude for et stort arbejdspres. Det hele var simpelt hen kørt fast – og så var der ikke andet at gøre, end at jeg måtte en tur til Middelfart. Det ophold var jeg meget glad for.

Jeg er ekspeditrice, og jeg havde arbejdet det samme sted i mange år. På et tidspunkt følte jeg, at jeg ikke mere kunne slå til, og jeg blev mere og mere træt. Jeg henvendte mig til min egen læge og snakkede med ham om det. Han prøvede med nogen piller og var i det hele taget meget forstående over for mig, men han kunne desværre ikke hjælpe mig.

– I modsætning til A. H. er jeg meget positiv over for min indlæggelse. De gjorde simpelt hen alt for os, for at vi skulle føle os hjemme, og det begyndte lige fra morgenstunden af. Vi startede med morgensang, så gik vi ture. Vi havde en pragtfuld stor have, vi måtte være i. det var bare godt alt sammen. Jeg havde osse en god kontakt til mine medpatienter. I starten var jeg jo selvfølgelig så medtaget, at jeg ikke rigtig reagerede på noget som helst. Men efter de to første chokbehandlinger fik jeg det hurtigt meget godt, og så havde jeg den store glæde, at jeg kunne få lov at hjælpe mine medpatienter. Vi følte os virkelig som én stor familie. Jeg tror så absolut, at det ligesom er et led i behandlingen, for det stimulerer én selv. Vi fik osse lov til at dække bord og ordne blomster. Ja, vi deltog i det hele. Det var faktisk som om jeg var hjemme.

Jeg var der i syv uger.

Hendes mand kaldet Helge 40 år supplerer:

– Den første gang jeg besøgte hende, var ikke videre behagelig. Så vidt jeg forstår er der to lukkede afdelinger, og den første afdeling må nok være én, hvor de sorterer ud fra, der var mange syge. Mange havde det bestemt ikke godt med sig selv. Det er ikke lige sjovt at se på, man ser f.eks. nogen, der står og snakker med en eller anden ting eller snakker ud i vejret.

Så blev hun flyttet over i en noget bedre afdeling, og efter fjorten dages tid kunne jeg se, at nu gik det fremad. Vi kunne begynde at gå ud i de dejlige områder, der er dernede og som jeg virkelig synes, det er synd de nu vil til at lukke. (Det skete endeligt i 1999, hvor den sidste afdeling ophørte Og en nybygget afdeling på Østre Hougvej, Middelfart blev taget i brug. Min anmærkning).

Hvordan reagerer omgivelserne på, at man har været indlagt på psykiatrisk afdeling? Kirsten siger:

– Det har ikke været spor svært med vores naboer og vores venner, men desværre har det været det med familien. Jeg har prøvet at forklare dem situationen, men det er beklageligvis ikke det samme, som det har været før – og det er nok igen det her ord Middelfart, de er bange for.

Når man har været på Middelfart, så er det igen det, at man ikke er noget værd. Jeg har prøvet at forklare det, som det er. Til gengæld har jeg haft kontakt med nogle af mine medpatienter. Det har været fint.