Kavringsbrød

I en vinterferie fik jeg pløjet mig igennem et digert værk på over 600 sider med titlen ”Fyns vilkår under svenskekrigene 1657-1660”. Det var utroligt spændende at erfare om de voldsomme og tyngende krigsår. Med særlig interesse læste jeg om befolkningen i vores nærliggende landsbyer og købstæder. De skulle huse, forsyne og brødføde tusindvis af soldater. Egnen omkring Middelfart var hårdt spændt for med troppetransporter og indkvartering.

Man kan umiddelbart få den tanke, at soldater plyndrer, røver og ihjelslår, hvor de kommer frem. Men det er kun delvis rigtigt. Man skal jo betænke, at lokalbefolkningen skulle være klar med ydelser og forsyninger gennem lang tid. Man saver ikke den gren over, man selv sidder på. Men ingen skal være i tvivl om, at lokalbefolkningen blev udpint og forarmet. Hestene blev magre og kunne ikke altid magte at trække kanoner i stilling. Kornlagrene slap op. Der skulle være foder til heste, soldater og disses ledsagende familier. Der skulle også leveres øl, brød, kød og brænde til fæstningen i Fredericia - dengang kaldet Frederiksodde - og til orlogsskibene på bæltet. Dødeligheden steg og fødselstallet faldt.

Under læsningen stødte jeg flere gange på, at bønderne skulle levere store mængder af kavringsbrød. I min ferie var jeg uden internetadgang og uden opslagsværker, så jeg måtte vente med opklaringen. Den store ordbog siger, at kavringsbrød er et dansk udtryk, der nok kommer af de to ord: kage og ring. Det første er til at forstå, men ikke det sidste med ringen – måske betyder det bare et rundt brød. Jeg fandt udtrykket helt tilbage i 1500-tallet, hvor lensmændene skulle levere kavringsbrød til orlogsflåden.

Der er tale om runde brød, der bages noget og dernæst deles i to for til slut at blive bagt tørre. Med andre ord en slags tvebakker eller beskøjter. Tvebak betyder to gange bagt – og det samme gør beskøjt. Man har bagt tørt, hårdt og langtidsholdbart Der måtte i de svenske kriges tid bages mængder af kavringsbrød både til svenske og danske soldater.