Hvordan var livet førhen?

Hvordan var livet førhen på vores egn? En del af svaret fås ved at læse afsnittet om Vends Herred i professor i landøkonomi Gregers Begtrups flerbindsværk ”Beskrivelse af Agerdyrkningens Tilstand i Danmark”, nærmere betegnet 3. bind fra 1806. Det vil føre for vidt at gennemgå det hele, så jeg plukker lidt om befolkningssammensætningen i herredet, der geografisk næsten svarer til udstrækningen af Middelfart kommune idag og som omfattede købstaden Middelfart og en lang række sogne. Begtrup giver en afsluttende karakteristik af herredet:

”Ved at kaste et samlet blik over Vends Herred, erfares med fornøjelse, at samme et det bedste, frugtbareste og mest velhavende herred i Fyn. Øjet glæder sig ved at se de smukke bøndergårde, den yppige græsvækst, den gode kvægbesætning og de skønne frugt- og humlehaver. Den betydeligste del af herredet har en fortrinlig god lermuldet jordbund, tjenlig til hvede, grå ærter og byg, som her er hovedsæden, og har desuden til hartkornet et meget godt tillæg. I sit gode opdræt af heste og kvæg, har egnen en betydelig næringsgren. I de skarpere egne haves overflødig skov, fortræffelige haver og godt kvæg.

Omtrent en tredjedel af herredet er selvejergodt, det øvrige bebos af fæstebønder. Af 430 fæstebønder er 140 hovningsfri, for en yderlig billig betaling. Hovningsbønderne stå sig næsten alle meget vel, og bedre end andetsteds, da de er mange om at forrette lidt arbejde, og deres og folkemængde landgilde er lav. Desto højere er indfæstningen, især på nogle godser. Herredet tæller en tslrig mængde husmænd, ikke mindre end 540 med jord, og 300 uden jord, foruden boelsmænd. De fleste boelsmænd og husmænd, såvel med som uden jord, findes på selvejergodser, og mange kan anses som ny kolonister eller parcellister af udstykkede bøndergårde. Det eneste som fejler dette skønne herred, er en bedre udskiftning, thi samme er yderlig slet, såvel på selvejer- som propríetærgodserne. Disse fordele tilsammentagne: god jordbund, et godt tillæg til hartkornet, ualmindelig god velstand og folkemængde, bidrager til jordenes høje pris på denne egn, at der gives for en tønde tiendepligtig hartkorn 7-800 rigsdaler.

Folkeløn og dagleje: en karls løn er i forhold til hans duelighed, fra 25-36 rigsdaler årlig og en piges 12-16 rigsdaler. Daglejeren får om sommeren 24 skilling uden kost, og 12-16 skilling med kost om dagen. Et fruentimmer 16 skilling uden kost, og 8-12 skilling med kost. Om vinteren får daglejeren 8 skilling mindre om dagen, end om sommeren.”

Ordforklaring: Landgilde en skat. Hovning lig hoveri, der er pligtarbejde for godsejeren. Boelsmand en mellemting mellem en gårdmand og husmand. Udskiftning betegner udflytningen af gården fra det tætte landsbyfællesskab til selvstændige gårde omgivet af egne marker.

Hvad Begtrup mener med skarpere egne er til åben fortolkning, men det må stå i modsætning til den dyrkede jord. Og udtrykket overflødig skov må vel tolkes som overskud af skov.

De fleste boede på landet og arbejde i landbruget. Omkring 1801 var der 1019 indbyggere i Middelfart. Til sammenligning var der i Vejlby sogn 1218 indbyggere.