Vejlby Munkgård Optagelseshjem
15. oktober 2026 · Peter Storm · Vejlby Munkgård, Vejlby, Kauslunde · 1901-1930

Historien om Vejlby Munkgård, der i 1901 blev omdannet til optagelseshjem for 'vildfarne drenge'. Læs om dagligdagen, forstanderparrets kamp mod lokal modvilje og udviklingen fra fattigt hjem til landbrugsskole for unge.
I 1901 bliver Vejlby Munkgård optagelseshjem under ”Kristelig Forening til Børns Redning” takket være foreningens amtsudvalg og det lokale udvalgsmedlem sognepræst Rud i Kauslunde. Det var gårdejer, fhv. sognerådsformand Bertel Jørgen og Bodil Kristensen på Vejlby Munkgård, der med god åndelig påvirkning og gode omgivelser ville vænne vildfarne drenge til arbejde i mark og have, som Rud skriver.
Drengehjemmet blev indrettet i huset til en nedlagt gård ved siden af Munkgård. Det lå lyst og venligt i en gammel have med udsigt over en vig til Kattegat og over marker, som skrånede ned mod store engdrag – afsides og roligt og dog nær ved Vejlby. Der kunne foreløbigt optages 7-10 drenge. Der blev nedsat et tilsynsråd.
Bertel Jørgen Kristensen aflagde årsberetning den 5. juni 1915. Der var i årenes løb ankommet 45 store konfirmerede drenge. Dette år var der på Munkgård 16 drenge. Han sluttede beretningen med disse ord: ”Vi slutter året med tak til Gud – og beder, at han vil give visdom og evne til at lede de drenge, som bliver os betroede, på den rette måde.” Samme dag døde hans hustru på Skodsborg Sanatorium og den 27. juli døde han selv.
”Begyndelsen var svær på mange måder. Foreningen var fattig, så det måtte føles på hjemmene, men modviljen mod hjemmet, som næredes af den største del af befolkningen her på egnen, var vel nok det værste; der mentes, at egnen ville blive udsat for tyverier, vold og brandstiftelse, men heldigvis har det ikke været tilfældet i nævneværdig grad. Hvad der nu står som et under for mange er, at hjemmet aldrig har været udsat for ildspåsættelse.
Forstanderparrets datter, der havde været med i arbejdet fra begyndelsen og jeg, der havde været medhjælper her i 1 ½ år, blev af bestyrelsen vist den tillid, at vi fik lov at fortsætte arbejdet.
Hjemmet er nu til dels ombygget og omforandret, men er vedblivende et hjem og ikke nogen større institution. Eleverne beskæftiges særlig ved landbrug, men også ved havebrug og husflidsarbejde,”
Citatet af Knud Thagaard Nielsen i ”Danske Opdragelseshjem”, 1926.
Gennem folketællingerne 1916, 1921, 1925 og 1930 står Knud Thagaard Nielsen og hustru Anna Marie i spidsen for Vejlby Munkgård. Der er optagelseselever gennem alle fire tællinger. I 1930 ses det største antal elever: i alt 20. Jeg ved ikke, hvornår optagelseshjemmet slutter.
#Historie#Landbrugshistorie#Socialhistorie#Uddannelse#Vends Herred

