← Peter Storms klumme

Jens Juels gravsted

15. oktober 2026 · Peter Storm · Balslev, Gamborg, København · 1745–1872

Jens Juels gravmæle på Assistenskirkegården i København
Foto: Peter Storm

Jens Juel, den store portrætmaler med rødder i Gamborg, døde i 1802 efterladende sig en ung familie og en uvurderlig arv. Læs om hans sidste tid og det prægtige gravsted på Assistenskirkegården.

Den 27. december 1802 dør professor, maler Jens Juel i sit hjem på Charlottenborg i København kun 57 år gammel efterladende sig sin gravide hustru Rosine og tre børn. Han dør formentlig af en heftig lungebetændelse.

Den unge kronprins, den senere Christian 8. er stærkt berørt af den store kunstners død. I sin dagbog skriver han: ”Konsterne havde gjort et stort tab i Juel, som er død.” Ugen før havde han skrevet, at Juel var meget slet af sin sygdom. Den kunstinteresserede kronprins havde i øvrigt længe fulgt tilblivelsen af en række familieportrætter i Juels atelier.

Juels 31-årige enke måtte nu indstille sig på trange kår med den lille børneflok. Der blev derfor i det nye år afholdt en auktion over de malerier, især landskabsmalerierne, som Juel havde beholdt hos sig. De to kendte Hindsgavl-malerier havnede hos kobberstikker Lahde for siden at blive solgt videre til Bertel Thorvaldsen. En del landskabsbilleder blev købt af Johan Bülow fra Sanderumgård.

Jens Juel blev begravet på den nyanlagte Assistenskirkegård uden for voldene. En stor gravsten formet som en marmorsarkofag blev skabt af professor, billedhugger Andreas Weidenhaupt og havde et motiv med palet og pensler på fodstykket. Gravstedet befinder sig stadig på Assistenskirkegårdens nordøstre hjørne ud til Nørrebrogade.

I 1872 betegnes gravstedet som vanrøgtet og en kreds af fremtrædende borgere satte en indsamling i gang med henblik på en renovering. I dag forestår Kunstakademiet vedligeholdelsen. Jeg har besøgt gravstedet flere gange, da jeg nærer stor kærlighed til denne enestående maler, der blev født i Balslev 1745 og siden havde sin barndom i Gamborg.

#Hindsgavl#Historie#Litteratur#Middelfart Museum

Flere klummer