Generalen i Søndergade

Smuk og sporty er denne general til hest ved paraden på fælleden i København. Navnet er Christian Ulrik Sundt (født 1766 i Rendsborg). Ham er det, der har skænket den hvide marmordøbefont skabt af billedhuggeren Vilhelm Bissen til Middelfart kirke. Hvordan hænger det nu sammen?

Generalen bosatte sig efter sin pensionering 1833 i en gård, der lå, hvor Vestre skole nu ligger, og som siden blev kendt som byens præstegård. Hvorfor han i en moden alder bosatte sig lige netop her, vides ikke. Han var blevet gift i Gamtofte kirke 1798 med en datter af toldinspektør Chr. Frederik Bülow fra Assens. Sophie Louise var med sine forældres velsignelse vokset op hos det barnløse grevepar Rantzau på det nærliggende Brahesborg. Hendes bror Frantz Christopher Bülow blev en af Frederik 6.s allermest betroede mænd. Der var et nært forhold mellem søster og bror, hvilket sandsynligvis fremmede Christian Ulrik Sundts karriere.

Som helt ung officer havde Sundt deltaget i krig mod Sverige på russisk side. Han blev alvorligt såret i underlivet, hvilket sidenhen gav ham visse skavanker, dog ikke mere end, at han var i stand til at udfolde sig fysisk. Han var en smuk og veltrænet mand – og har som pensionist foretaget et par lange fodture i Europa. Mens han boede i Middelfart, foretog han også her lange vandreture.

Parret blev imidlertid separeret allerede i 1811. Året efter døde hun og blev begravet i Husby kirke. Han giftede sig ikke igen. Han var militærmand fra yderst til inderst. Der skulle være orden og påholdenhed i økonomien, hvilket nok var en af anledningerne til hustruens ønske om at blive fri (for ham). Undervejs blev han bl.a. bataljonschef i Den kongelige Livgarde. Efter englændernes angreb på København i 1807 fik han til opgave at forsvare Lolland.

Da Middelfart i 1848 blev bombarderet af tyskerne fra den jyske side, flyttede han til sin datter på Frederiksberg, hvor han døde året efter. Han blev efter eget ønske begravet på Michaelis kirkegård i Fredericia, hvor man stadig kan se hans grav ved kirkens sydmur.

Og ham er det, der i Oehlenschlægers digt ”Eventyret på Hindsgavl”, er den spændstige pensionist, der åbner dansen, da kronprinsen (Christian 8.) sammen med Oehlenschlæger besøger Hindsgavl i sommeren 1833.